FOA-ledige på vej i dagpenge-hul

Et par tusinde FOA-arbejdsløse risikerer at miste deres dagpenge næste år, vurderer a-kassen.

Et par tusinde af de ledige i FOAs a-kasse risikerer at miste deres dagpenge næste år, når den nye dagpengeperiode på to år er trådt i kraft.

Det vurderer FOAs-kasse på grundlag af en aktuel opgørelse over, hvor længe de ledige har fået dagpenge på nuværende tidspunkt.

Knap 900 FOA-ledige vil miste retten 1. juli næste år, når reglen træder i kraft. Og i de efterfølgende måneder vil det ske for en stor del af de næsten 1.600, der i dag har været på understøttelse i over et år.

”Forhåbentlig vil en del af dem, der er i risiko, finde arbejde i mellemtiden. Men vi vurderer, at rigtig mange af dem mister dagpengene, hvis ikke reglen ændres. Det er jo ikke blevet nemmere at få arbejde, efter at kommuner og regioner allerede har nedlagt mange arbejdspladser, og der er udsigt til flere nedskæringer,” siger chef i a-kassen Elisabeth Bruun Olesen til foa.dk.

Rød blok lover sikkerhedsnet

Blå og rød blok har vidt forskellige svar på, hvad de vil gøre ved problemet.

”Folk risikerer at gå fra hus og hjem, når de mister dagpengene, og det vil vil ikke acceptere. Som en her-og-nu-løsning vil vi spænde et sikkerhedsnet under de ledige, enten ved at forlænge dagpengeperioden eller ved at anvise dem et arbejde,” siger SFs arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen til foa.dk.

Hvis S g SF danner regering, vil de inddrage den besparelse, som toårs-reglen vil give, og føre pengene tilbage til dagpengeområdet. De vil også indkalde arbejdsmarkedets parter til en drøftelse af, hvordan dagpengesystemet skal indrettes, herunder hvor lang dagpengeperioden skal være i fremtiden.

Blå blok vil ikke ændre

Venstres arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs vil ikke ændre reglen.

”Hver gang vi i Folketinget har gjort dagpengeperioden kortere – også under socialdemokratiske regeringer – har det vist sig, at de ledige intensiverer deres jobsøgning og kommer i arbejde, når de har udsigt til at miste dagpengeretten. Det vil også ske denne gang,” siger hun til foa.dk.

Til spørgsmålet om, hvad en ledig social- og sundhedshjælper skal gøre, når kommuner og regioner skærer ned på arbejdspladser, siger hun:

”Man må søge bredere både geografisk og fagligt. Det er jo ikke sikkert, man skal være i det samme fag hele livet.”