Efterløn: Nu også i biografen

FOA udvider kampagnen for at bevare den nuværende ordning.

FOAs kampagne for at bevare efterlønnen tager i disse dage nye midler i brug.

Fra i aftes har man i mange biografer kunnet se en lille film om, hvad der kan tænkes at ske, hvis brandmænd skal arbejde, til de er højt oppe i årene. Filmen vises i 14 dage som en del af reklameblokken i 54 biografer med 234 biografsale over hele landet.

Som tidligere omtalt her på foa.dk var der i går indrykket forskellige annoncer i en række landsdækkende aviser og gratisaviser. Foreløbig er der bragt to annoncer, og om kort tid vil der dukke nye op i BT, Ekstra Bladet, Politiken, Weekendavisen metroXpress og Urban.

Forskel på slidt og nedslidt

Og så vil FOAs hovedkontor ved Vesterport Station i København blive præget af et banner på 10 gange 10 meter med budskabet ”Forskellen på slidt og nedslidt er efterløn.” Banneret hænges op i dag.

Kampagnen kører med forskellig intensitet frem til det kommende Folketingsvalg og vil blive suppleret med andre velfærdstemaer undervejs, oplyser FOAs presseafdeling.