Flere ledige uden efterløn

Eksperter forudser, at en afskaffelse af efterlønnen kan få køen af arbejdsløse til at vokse. Det skriver Politiken i dag.

Et af regeringens bærende argumenter for at afskaffe efterlønnen er den store mangel på arbejdskraft, der kommer til at præge samfundsøkonomien de kommende år.

Men flere økonomer og arbejdsmarkedsforskere vurderer i dagens Politiken, at efterlønnens endeligt i stedet vil udløse en støt voksende kø af arbejdsløse.

”Der er absolut ingen garanti for, at der vil være beskæftigelse til efterlønsmodtagerne. Vi risikerer at sidde fast i lavvækstfælden lang tid fremover”, siger arbejdsmarkedsforsker, professor Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.