Efterløn vil også i fremtiden være for de slidte

Selvom danskerne bliver bedre og bedre uddannet vil efterlønnen vil også i fremtiden gå til dem, der har det hårdeste arbejde.

Blandt de unge, der betaler til efterlønsordningen, fylder LO-medlemmerne stadig godt op. Således er tre af de fem a-kasser, hvor flest 30 til 34-årige betaler til ordningen, LO-a-kasser. De to resterende er henholdsvis Kristelig A-kasse og Lærernes A-kasse. Det viser en opgørelse fra Pensionsstyrelsen.

”Efterlønnen vil også i fremtiden medvirke til, at vores medlemmer kan trække sig tilbage, inden de er slidt helt ned. Jeg synes ikke, det er et problem, at akademikere og folkeskolelærere også betaler til ordningen for at sikre sig, at de har muligheden. Men man skal være klar over, at akademikerne allerede i dag har retten, men alligevel bruger ordningen meget mindre end vores medlemmer,” siger Dennis Kristensen.

DI manipulerer
DI har tidligere meldt ud, at efterlønnen i fremtiden først og fremmest vil gå til de uddannede.

”Det kræver en selektiv tilgang, at nå frem til det resultat. Der bliver færre ufaglærte i fremtiden, blandt andet fordi vores medlemmer bliver stadig bedre uddannet. Det er godt, men det ændrer jo ikke på, at arbejdet stadig er hårdt. Samtidig så jeg gerne, at alle LO-medlemmer betalte til ordningen, men jeg tror i høj grad det lavere antal skyldes, at der hele tiden bliver skabt usikkerhed om efterlønnen,” siger Dennis Kristensen og fortsætter:

”Hvis man i forvejen har et stramt budget, og hele tiden får at vide, at efterlønnen alligevel bliver afskaffet om lidt, så kan jeg godt forstå de medlemmer, der vælger det fra. Men jeg synes, det er ærgerligt. Ordningen er en sikkerhed for, at man har muligheden at tage en værdig afsked med arbejdslivet.”

 Du kan se opgørelsen fra Pensionsstyrelsen her.