FOAs A-kasse anbefaler: Indbetal til efterlønsordningen
Efterlønsordningen er ikke ændret, og der er ikke flertal for regeringens tilbagetrækningsreform.
Af: Eva Hansen
Derfor anbefaler vi i FOAs A-kasse, at du bliver ved med at betale til ordningen. Hvis du står for at skulle beslutte dig for, om du vil tilmelde dig ordningen, anbefaler vi, at du tilmelder dig.
Du kan altid få dine efterlønsbidrag tilbage
Skulle forslaget blive vedtaget alligevel, kan du få de indbetalte efterlønsbidrag tilbagebetalt. Iflg. lovforslaget kan du enten få dem kontant eller få dem overført til en pensionsordning.
Får du dem kontant, fradrages den skattefordel, som du har haft, fordi bidragene har været fradragsberettigede. Får du dem overført til en pensionsordning, får du et tillæg, som svarer det den skattefordel, du ville have haft, hvis du løbende havde betalt efterlønsbidragene ind på en pensionsordning i stedet.