Ledig fik 25.000 for lidt i sygedagpenge

FOAs A-kasse i Frederikshavn opdagede, at kommunen havde regnet forkert.

Et medlem af FOA Frederikshavn har fået efterbetalt over 25.000 kroner i sygedagpenge, fordi kommunen havde beregnet hendes dagpengesats forkert.

Medlemmet var syg fra starten af marts og til slutningen af november sidste år og var samtidig ledig. Hun fik i den periode knap 588 kroner om dagen i sygedagpenge. Men hun skulle have haft 722 kroner om dagen.

Forskellen løb op i 25.766 kroner i alt. Dem har hun nu fået udbetalt, efter at hendes lokale a-kasse opdagede fejlen og gjorde kommunen opmærksom på den.

Brugte forkerte regler

A-kassen i Frederikshavn har også opdaget et andet tilfælde, hvor et ledigt medlem fik for små sygedagpenge. I en seks ugers periode fik hun kun 569 kroner om dagen, hvor hun skulle have haft 752 kroner.

Fejlene opstod, fordi kommunen havde brugt de regler, der gælder, når man beregner den refusion, som en arbejdsgiver får, når en ansat er syg. Her tager man udgangspunkt i, hvor mange timer den enkelte er ansat.

”Men det er ikke de regler, der gælder, når en ledig bliver syg. De regler siger i stedet, at man skal have samme dagpenge, som man ellers får som ledig. Og de beregnes ud fra, hvor meget man tjente de sidste tre måneder, inden man blev ledig,” forklarer Poul Olav Nielsen til foa.dk. Han er fuldmægtig i FOAs A-kasse-afdeling i Frederikshavn.

Kontakt a-kassen

Han vurderer, at forskellen i 99 procent af tilfældene betyder, at den ledige skal have en højere sats.

Derfor opfordrer a-kassen medlemmerne til at kontakte a-kassen, hvis de bliver syge under ledighed. Så vil de få hjælp til at få beregnet den rette dagpengesats.

Poul Olav Nielsen oplyser i øvrigt, at a-kassen og kommunen har indledt en positiv dialog om at undgå lignende fejl i fremtiden.