Mange flere er uden job i lang tid

På et år er antallet af langtidsledige i FOAs A-kasse steget med 42 procent.

1.247 af medlemmerne i FOAs A-kasse havde i april i år været uden arbejde i mere end 4/5 af et år og var dermed officielt langtidsledige. Det var 368 eller 42 procent flere end i april året før, viser en opgørelse fra a-kassen.

I det hele taget er langtidsledigheden vokset markant i løbet af det år, fortæller tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Her har man undersøgt udviklingen i alle landets a-kasser. I april i år var der i alt 34.397 langtidsledige mod 11.235 året før, en stigning på 207 procent.

Så væksten blandt FOAs medlemmer er altså langt mindre end for arbejdsmarkedet som helhed.

Allerværst i byggefag

Værst er det gået for de ufaglærte og for byggefagene. Her er langtidsledigheden nærmest eksploderet. Allerværst i Forbundet Træ-Industri-Bygs A-kasse, hvor antallet er gået op fra 216 til 1.803, eller med 735 procent.

Blandt daginstitutionspædagoger, socialpædagoger og sygeplejersker er langtidsledigheden steget med henholdvis 58, 45 og 41 procent. Til gengæld er de faktiske tal forholdsvis små: I april i år var 187 daginstitutionspædagoger, 109 socialpædagoger og 31 sygeplejersker langtidsledige.

Bedst ser folkeskolelærerne ud til at klare sig. Hos dem steg antallet af langtidsledige i løbet af året kun med tre til 198, eller 1,5 procent.