Læs op Udskriv Fredag den 07.10.2022 Fællestillidsrepræsentant giver gode råd om jobsøgning Siden coronatidens start har FOAs A-kasse hver måned holdt to webinarer for ledige medlemmer. På webinarerne gennemgår en underviser nogle dias med gode råd om jobsøgning, mens deltagerne bidrager med spørgsmål og erfaringer fra deres egen jobsøgning. På det sidste webinar prøvede a-kassen dog noget nyt, nemlig at invitere en ekspert fra arbejdspladserne ”ind i studiet”. Del på Facebook Del på X Send som mail Af: Vibeke Kold Heidi Kelm Jensen har i mange år været fællestillidsrepræsentant for social- og sundhedspersonalet i Rødovre Kommune. Hun har læst utallige jobansøgninger og siddet med ved utallige jobsamtaler. Derfor har hun en masse erfaringer med, hvad det er henholdsvis godt og skidt at gøre, når man søger job. Og de erfaringer har hun nu delt på et webinar med et hold ledige medlemmer af FOAs A-kasse, der søger job på social- og sundhedsområdet. Gode råd fra Heidi ”Motivationen og engagementet er vigtigt”, siger Heidi, ”Både i jobansøgningen og ved jobsamtalen skal man kunne fortælle, hvorfor man lige præcis søger job på den her arbejdsplads. Måske fordi man her skal arbejde med nogle bestemte borgere som demente eller psykisk handicappede. Eller fordi man har læst på hjemmesiden, at arbejdspladsen bruger nogle bestemte metoder eller har nogle bestemte værdier, som man synes godt om. Eller fordi man nu er et nyt sted i livet og derfor søger ind på et andet område end der, hvor man sidst var”. Hun fortsætter: ”Hvis man har nogen skavanker, skal man kun sige det, hvis de har betydning for, hvor godt man kan udføre arbejdet. Og så har vi tit nogle hjælpemidler, der kan kompensere for skavanken. Man skal ikke fortælle lange udførlige historier om symptomer og sygeforløb. Det gælder også, hvis man har haft en konflikt med sin sidste leder. Så hedder det bare, at vores kemi ikke rigtigt passede sammen, og at man derfor søger nye græsgange”. Brug jobsamtalen til at tale lønnen op For Heidi er jobsamtalen ikke bare en jobsamtale, men også en lønsamtale. Så når ansøgeren fremhæver sine faglige kompetencer, argumenterer han eller hun samtidig for det næste løntrin eller et ekstra tillæg. Det gælder især, hvis der er en tillidsrepræsentant med til samtalen. Hvis der ikke er det, kan man høre i sin lokale FOA-afdeling, hvem der er tillidsrepræsentant på arbejdspladsen, så man kan tage en snak om lønnen, før man siger ja til jobbet. Begejstret medlem: Gør det igen! Efter webinaret blev deltagerne som sædvanlig spurgt om, hvad de havde fået ud af webinaret. Langt de fleste svarede, at de havde fået mange gode råd, som de fremover vil bruge i deres jobsøgning. Anna Payana Rygaard Lindhardtsen fra Ballerup deltog i webinaret og var meget begejstret: ”Det var første gang, jeg var med på et webinar, og det var godt at opleve, at der sad vi alle sammen rundt om i landet med hver sin dagsorden og sin situation og kunne få inspiration til vores jobsøgning. Og det var også rart, at vi kunne spørge om andre ting end jobsøgning, som I så tog jer tid til at svare på.” ”Jeg synes, det var meget spændende og absolut relevant for mig at høre. Der var en god stemning, og jeg var vild med den måde, I bare sad og snakkede sammen - med en, der spurgte, og en, der høstede af sine erfaringer, og så os deltagere, der kunne deltage med spørgsmål og eksempler. Ligesom en trekløver, der foldede sig ud.”’ Anna slutter med en opfordring til a-kassen: ”Så det skal I bare gøre igen”.