Går på deltid for at hjælpe hjemløse

Sosu-assistent Gitte Johansen har valgt deltidsjob for at få tid til frivilligt arbejde.

Klokken har kun lige slået 16, men alligevel er der stuvende fuldt på værestedet ”Projekt Hjemløs” på Glentevej i det københavnske Nordvestkvarter.

Lige inde for døren står assistent Gitte Johansen og byder velkommen til endnu en forhutlet sjæl, der har kæmpet sig i gennem sensommerregnen for at få sig et måltid mad.

Det er søndag eftermiddag, og netop i weekenden er tilbuddene til de københavnske hjemløse ikke store. Det er også derfor, at Gitte Johansen for to år siden valgte at slå dørene op for projektet. 

Frivilligt og ulønnet
Selv om ”Projekt Hjemløs” i dag tæller en stor gruppe frivillige hjælpere, så går den daglige leder Gitte Johansen forrest i arbejdet. Det er ikke unormalt, at hun bruger 40-50 timer om ugen, frivilligt og ulønnet.

”Det har en pris at starte det her op, og den pris har jeg været villig til at betale” siger den 38-årige social- og sundhedsassistent til Fagbladet FOA. Hun har valgt at arbejde på deltid, for at få tid til at hjælpe de hjemløse.

”Jeg kunne se, at arbejdet her som frivillig ikke kunne passe sammen med mit fuldtidsjob, så jeg var nød til at gå ned i tid, så nu er jeg på cirka 20 timer om ugen,” tilføjer hun.

Stor opbakning fra kendte og professionelle
Projektet finansieres udelukkende af fonde og sponsorer. Rækken er lang og rummer lige fra REMA 1000, bevægelsen ”Stop spild af mad”, musikere, der optræder gratis til støttekoncerter, til frisører, advokater og misbrugskonsulenter, der på skift er til stede i weekenderne på Glentevej 51.

Misbrugskonsulenten Carl Christian Randow, der bl.a. står bag programserien ”Sidste omgang” på TV2, har meldt sig under fanerne.

”Gitte er sådan et varmt menneske, så det var bare nemt at følge med i slipstrømmen fra hende. Jeg føler mig helt ydmyg i hendes selskab,” siger han. Han mener i øvrigt, at projektet burde stå på Finansloven.

Fastansættelse og nominering
Selv om Gitte Johansen drømmer om at kunne blive fultidsansat i hendes eget projekt en dag, så ved hun godt, at det ikke ligger lige om hjørnet.

Så det daglige arbejde med at søge fonde, istandsætte lokaler, lave mad og pleje omsorg for de hjemløse fortsætter i fritiden ved siden af deltidsjobbet.

Gitte Johansen er nomineret til ”Årets Frivillige Københavner” til ”Frivillighedens Dag 2014, der løber af stablen den 26. september.