Kvinde tager sig til hovedet
Stress rammer individuelt, men stress skal løses kollektivt. Derfor er FOA gået med i StressAlliancen.
Foto: Colourbox

FOA sætter stress på dagsorden

Stress koster hvert år samfundet et to-cifret milliardbeløb og forårsager mange tusinde sygemeldinger hver eneste dag. FOA er derfor dannet StressAlliancen sammen med en række andre organisationer.

Hvert femte FOA-medlem føler sig i høj grad eller i meget høj grad stresset. Det er fordobling på bare fem år. Og i ældreplejen er tallet endnu højere. Her oplever hver fjerde, at de er stresset. Det viser en medlemsundersøgelse fra starten af året.

 

På landsplan har Sundhedsstyrelsen rapporteret, at en halv million danskere hvert år henvender sig til deres praktiserende læge med stressrelaterede lidelser – og for 30.000 borgere er det så alvorligt, at de ender på hospitalet.

 

FOA har derfor sammen med PenSam, HK, Forsikring&Pension, Psykiatri Fonden, Hjerteforeningen og Nextstep by Bindslev dannet StressAlliancen.

 

Efterlyser national indsats

 

Sammen opfordrer StressAlliancen til, at der sættes ambitiøse mål for, hvordan vi som samfund forebygger og bekæmper stress.

 

”Vi er gået med i StressAlliancen, fordi vi tror på, at vi står stærkere, når vi sammen efterlyser en fælles national plan for, hvordan vi undgår, at så mange bliver ramt af stress,” siger Charlotte Bredal, arbejdsmiljøkonsulent i FOA og medlem af StressAlliancens arbejdsgruppe.

 

”I dag kæmper alt for mange alene mod stress. Men der er behov for et kursskifte. Vi skal væk fra at fokusere på skyld og skam. Det kan godt være, at stress rammer individuelt, men stress skal altid løses kollektivt.”

 

Politisk stresstopmøde

 

Et af formålene med StressAlliancen er at finde frem til, hvad der virker, og hvad der ikke virker i forhold til forebyggelse og behandling af stress. StressAlliancen havde derfor sammen med Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og Kirsten Brosbøl (S) mandag samlet centrale organisationer og politiske beslutningstagere til et politisk stresstopmøde på Christiansborg.

 

”På topmødet gav en række eksperter deres bud på, hvad der skal til for at færre bliver stressede. Jeg håber, at topmødet vil bidrage til, at det bliver lettere at finde frem til, hvad der virker. Både i forhold til at forebygge og i forhold til at håndtere stress,” fortæller Charlotte Bredal.

 

Læs mere: StressAlliancen