Social- og sundhedsassistent med mange talenter

Som aftenvagt og forflytningsinstruktør på Kildebakken i Vissenbjerg blev John Larsen Lund opmærksom på en belastende daglig rutineopgave, som han ikke kunne finde et tilfredsstillende hjælpemiddel til at lette opgaven med.

Mange borgere har ikke kræfter til, selv at skubbe sig tilbage i sengen, når de sænker hovedgærdet, efter at have siddet op f.eks. for at se tv. Så plejer John og en eller to af kollegerne, at træde til med et glidestykke, for at hjælpe borgeren op mod hovedgærdet. Selv om det kun er et kort løft/træk, bliver det til mange tunge forflytninger i en aftenvagt.

Derfor gik John på jagt efter hjælpemidler, og da han ikke kunne finde noget, der mindede om det, han var på udkig efter, gik han i tænkeboks.
I bedste Georg Gearløs/ Storm P stil har John med enkle midler (bestående af snore, trisser, karabinhager og loftlift) konstrueret et snoretræk, som kan lave et vandret træk i sengen.

Der er mange fordele ved Johns snoretræk – foruden at fjerne det tunge forflytningsarbejde, kan det betjenes af en person, og giver samtidig en bedre komfort for borgeren, da trækket sker med et sejl under bagdelen.

Beboer Jørgen Jensen har velvilligt stillet op til en demonstration af Johns snoretræk.

Jørgen fortæller, at det er en rigtig behagelig måde at blive forflyttet på. Det er rart at trækket sker i en rolig glidende bevægelse modsat en manuel forflytning, hvor der tages fat i/under armen og evt. bukselinningen, hvorefter personalet laver et træk. Som Jørgen lunt siger, risikerer man ikke at få en olfert med snoretrækket. Og det er ikke spor ubehageligt at blive flyttet op i sengen.

John fortæller, at snoretrækket også kan bruges til andre vandrette forflytninger, f.eks. i en stol.

Det der startede som en idé til at lette en fysisk krævende rutineopgave, har bredt sig på Kildebakken, da kollegerne efterspørger ’snoretrækket’.

Men det stopper nok ikke her. John har søgt patent på sin opfindelse, og håber på, at den kan gå hen og blive udbredt andre steder, hvor borgere skal forflyttes med et vandret træk.

John forventer svar fra Patent og Varemærkestyrelsen i sensommeren.

Hvis han får patentet, skal han finde en virksomhed, der vil producere og distribuere opfindelsen.

Vi krydser fingre for at patentet går igennem, så opfindelsen hurtigt kan blive spredt ud til jeres arbejdspladser til gavn for både jeres arbejdsmiljø og borgernes komfort.