Rengøring af gang
Det var ulovligt, at et privat rengøringsfirma forlangte, at rengøringspersonalet skulle arbejde 30 procent mere efter udlicitering
Foto: Colourbox

Arbejdstakten må ikke sættes op

Privat rengøringsfirma satte arbejdstakten op, efter at kommune udliciterede skolerengøringen. Ulovligt siger Arbejdsretten.

Kost- og Servicesektoren i FOA vil undersøge, om medlemmer i forbindelse med udlicitering er blevet tvunget til at arbejde under dårlige forhold i resten af overenskomstperioden.

Det sker, efter 3F har vundet en afgørende sejr i Arbejdsretten. 

”Vi vil straks gå i gang med at undersøge, om denne banebrydende dom også kan have betydning for nogen af vores medlemmer, ” siger sektorformand Gina Liisborg.

Mere arbejde på kortere tid 
Sagen drejer sig om to rengøringsassistenter, Irma Irene Nygaard og Solveig Klausen, der gjorde rent på Nørre-Snede Skole. Da Ikast-Brande Kommune i 2011 besluttede at udlicitere rengøringen, blev de virksomhedsoverdraget til det private firma Elite Miljø A/S, der vandt licitationen.

Efter udliciteringen blev de pålagt at arbejde i op til arbejdstakt 130 – det vil sige, at de skulle arbejde 30 procent hurtigere end tidligere, selv om den gamle overenskomst fortsat var gældende.  

Samtidig blev deres ugentlige arbejdstid sat ned fra 30 timer til henholdsvis 25 timer og 18,5 timer.

Elite Miljø henviste til ledelsesretten og mente sig berettiget til at ændre i arbejdsplanerne, så de ansatte skulle arbejde 30 procent mere. Det afviste fagforeningen, fordi medlemmerne stadig var omfattet af den gamle overenskomst frem til dens udløb 31.marts 2013.  

Afgørelsen 
Arbejdsretten afgjorde for nylig, at de to medarbejdere samlet skal have efterbetalt næsten 42.000 kroner plus renter for den periode, de arbejdede under forringede vilkår. 

 ”Jeg vil gerne ønske 3F tillykke med denne afgørelse, der har betydning for mange andre end deres egne medlemmer, ” siger Gina Liisborg. 

Hun opfordrer de FOA-medlemmer på rengøringsområdet, der har oplevet, at deres forhold er forringet, efter at arbejdspladsen er blevet udliciteret, til at kontakte deres afdeling. Afdelingen kan så afgøre, om dommen også kan få betydning for dem.

”Jeg vil også opfordre, de medlemmer, der er på arbejdspladser, der er på vej til at blive udliciteret, til at kontakte FOAs opmålere. De kan give svar på, hvad man kan nå inden for arbejdstiden, ” siger Gina Liisborg. Hun og tilføjer, at FOA skal føre en mere aggressiv politik i forbindelse med udlicitering for at undgå, at medlemmerne bliver snydt.