FOA: Dumstædighed kostede arbejdsløse dyrt

Den grundlæggende usikkerhed omkring dagpengesystemet blev ikke løst i årets finanslov. Dybt tragisk, lyder kommentaren fra Dennis Kristensen, der glæder sig over, at regeringen fjerner den gensidige forsørgerpligt for samlevende på kontanthjælp.

Radikal dumstædighed fik i sidste ende lov til at blokere for, hvad der kunne have været en fantastisk finanslov. 

Sådan lyder kommentaren fra FOA’s forbundsformand, efter at regeringen, SF og Enhedslisten har præsenteret en samlet aftale om finansloven for 2015.

”Den grundlæggende usikkerhed omkring dagpengesystemet er ikke mindsket. Faktisk er situationen om muligt blevet mere desperat for folk, der opbruger retten til arbejdsmarkedsydelse. Nu ender de i kontanthjælpssystemet,” siger Dennis Kristensen.

Isoleret set er der en række gode elementer i den nye finanslov, påpeger Dennis Kristensen. Eksempelvis i forhold til normeringer i dagplejen og daginstitutionen og på ældre- og sundhedsområdet.

”Det er også meget positivt, at regeringen afskaffer den gensidige forsøgerpligt for samlevende par i kontanthjælpssystemet, som de selv indførte. Til gengæld er det dybt tragisk, at der ikke er fundet en anstændig løsning for de cirka 48.000 mennesker, der siden 1. januar 2013 har mistet retten til dagpenge,” siger Dennis Kristensen.

Det står fast, at det ikke bliver lettere at genoptjene retten til dagpenge, og at det ikke er lykkedes SF og Enhedslisten at flytte regeringen i de grundlæggende spørgsmål om dagpengesystemet.

Regeringen indfører en midlertidig ydelse på kontanthjælpsniveau for folk, der har opbrugt deres ret til dagpenge og arbejdsmarkedsydelse. I modsætning til tidligere løsninger, ender folk nu i kontanthjælpssystemet.

Kriterierne for at få den nye ydelse er, at folk skal være i virksomhedspraktik eller nytteindsats. De kan få ydelsen i ventetiden op til aktiviteten. For hvert tilbud skal kommunen varsle den ledige om tidspunktet for ophør af tilbuddet og dermed ydelsen.

”Jeg er bange for, at partierne bag finanslovsforliget i dag har begravet alle chancer for at ændre på dagpengesystemet. Det skyldes de radikales dumstædighed i forhandlingerne,” siger Dennis Kristensen og uddyber:

”Det her var sidste chance før et valg. Når dagpengekommissionen spiller ud næste år, er der optræk til enten en blå dagpengereform gennemført af en Venstre-ledet regering, eller en blå reform med de radikale for bordenden. Begge dele peger på, at der ikke ændres i blandt andet optjeningsreglerne.”