Pressemeddelelse

Færre ansatte i kommunerne til næste år

Der bliver færre ansatte i næsten halvdelen af landets kommuner til næste år. Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for FOA.

Der kommer næste år til at være færre kommunalt ansatte i næsten halvdelen af landets kommuner. 
 
Det viser en ny undersøgelse blandt kommunernes økonomichefer, som Epinion har foretaget for FOA. 
 
”Jeg synes, det er meget foruroligende. Det er efterhånden ved at blive det faste billede, at Folketinget beslutter en ramme om den danske økonomi, og så gør kommunerne noget helt andet,” siger FOAs formand Dennis Kristensen. 
 
I undersøgelsen fremgår det, at 20 procent af økonomicheferne forventer færre ansatte allerede i løbet af i år, og hele 46 procent regner med færre ansatte til næste år. 
 
Undersøgelsen har udgangspunkt i de 70 kommuner, som allerede har budgetterne klar. Dermed er der en stor sikkerhed i undersøgelsens resultater. De resterende 28 kommuner skal senest i dag have deres budgetter klar. 
 
”Det er ved at være alvorligt det her. Kommunerne snyder borgerne for bedre kvalitet, og den danske økonomi bliver snydt for et bidrag til væksten. Folketinget må sætte sig igennem over for kommunerne og sige, at de ikke kan leve med, at de spænder ben for det, de sætter i værk,” siger Dennis Kristensen. 
 
Resultaterne fra undersøgelsen afslører samtidig, at serviceniveauet i kommunerne vil falde til næste år. 4 ud af 10 kommuner svarer nemlig, at de vil bruge færre penge på service til næste år end i år. 
 
”Regeringen gentager igen og igen, at den holder hånden under beskæftigelsen, mens kommunerne forøger arbejdsløsheden. Det er da absurd,” siger Dennis Kristensen. 
 
Undersøgelsen er foretaget i perioden 23. september til 7. oktober. 70 kommuner, der alle har vedtaget deres budgetter for 2015, har deltaget i undersøgelsen.

Læs undersøgelsen her.