Kommunerne gemmer velfærdsmilliarderne

Mange kommuner bruger langt færre penge, end de må på klassiske serviceopgaver som ældrepleje, børnepasning og undervisning. Det viser en analyse, som FOA har foretaget.

I 2015 er der fra staten afsat 234,6 milliarder kroner til serviceudgifterne. På baggrund af dette tal udmelder Kl en såkaldt teknisk serviceramme til kommunerne, der fortæller, hvor stor en del den enkelte kommune må bruge.
 
Men mange kommuner bruger ikke det, de må. Det viser en analyse, som FOA har foretaget.
De fem kommuner, der planlægger at lægge sig længst under servicerammen, er Frederikshavn, Bornholm, Lolland, Randers og Ikast-Brande.
 
De ligger mellem cirka 98 millioner og cirka 35 millioner under rammen.
 
FOAs formand Dennis Kristensen mener, at det er dybt kritisabelt, at kommunerne gemmer pengene i stedet for at bruge dem på borgerne.
 
”Det er ufornuftigt med endnu en stor sparerunde. Der er ansatte, som vil blive fyret, selvom kommunerne rent faktisk har råd til dem. Det er penge, som skal komme den enkelte borger til gode,” siger han.
 
Ifølge FOAs analyse af 61 kommuner er der stor forskel på, hvor mange penge kommunerne bruger. Flere steder budgetterer man med markant højere serviceudgifter end den ramme, servicerammen angiver.
 
København, Aarhus, Odense, Vejle og Esbjerg budgetterer alle med markant højere serviceudgifter, end den ramme de har.
 
Samlet set ligger kommunerne ca. 200 millioner kroner under det aftalte niveau.
 
”Kommunerne har tydeligvis forskellige indgange til servicerammen. Nogle vælger at spare op, imens andre investerer. Det kan betyde, at der er store servicemæssige forskelle kommunerne imellem,” siger FOAs formand Dennis Kristensen.
 
Erfaringen fra de seneste år viser, at kommunerne bruger mindre, end de har budgetteret, når regnskabet gøres op. De seneste år har kommunerne brugt i omegnen af 5. milliarder kroner mindre, end de måtte.

Læs undersøgelsen her