Pressemeddelelse

FOA: Venstres udgiftsstop er den gale vej

FOA tager med tilfredshed mod Venstres øgede fokus på kræft- og sundhedsområdet. Men FOA undrer sig over afgørende elementer i Venstres nye finanslovsudspil.

”Venstre vil nu give skattelettelser for fem nye milliarder kroner. Det er snarere det modsatte, der er brug for. Der er brug for at genoprette velfærd og service, ikke at udhule den offentlige sektor.” 
 
”Venstre vil også give en milliard kroner til sundhedsområdet, og det vil vi gerne rose. Men der er altså ikke brug for at give praktiserende læger en udvidet adgang til at visitere patienter til privathospitaler. 
 
Det ligner umiddelbart en genudsendelse af Venstres årelange sag om overbetaling af privathospitalerne,” fortsætter Dennis Kristensen. 
 
”For det tredje synes det efterhånden også mere end svært at gennemskue, hvad Venstres økonomiske politik egentlig betyder. Tidligere gik partiet ind for nulvækst. Nu hedder det et udgiftstop i det nye forslag. Men hvad er forskellen,” spørger Dennis Kristensen. 
 
”En dugfrisk analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at nulvækst vil betyde op mod 20 milliarder kroner færre til offentligt forbrug i 2020 – eller 28.000 færre offentligt ansatte end planlagt. 
 
Mon ikke det giver samme resultat, hvad enten politikken hedder ”nulvækst” eller ”udgiftsstop”? 
 
”Det virker desværre som talgymnastik. Men problemet er, at det rammer rigtige mennesker, der har brug for velfærden og de mennesker, der leverer kernevelfærden for danskerne. Der kommer mindre velfærd. Og færre til at levere den,” siger Dennis Kristensen.