Pressemeddelelse

Sårbare ældre falder snart ud af arbejdsmarkedsydelsen

Hvert tredje FOA-medlem, som falder ud af arbejdsmarkedsydelsen frem mod foråret, er over 50 år.

De dystre tal fremgår af en særkørsel fra FOA’s a-kasse. 
 
Dermed risikerer en gruppe, som ofte har svært ved at komme tilbage på arbejdsmarkedet, at blive skubbet endnu længere væk fra et job, mener næstformand i FOA, Mona Striib. 
 
”Mange af vores medlemmer oplever desværre, at det er meget svært at få et job, hvis de fx er midt i 50’erne. Det gør denne gruppe endnu mere sårbar. Hvis ikke vi skal stå med en stor gruppe, der helt har mistet kontakten til arbejdsmarkedet, bliver vi nødt til at sikre en særlig indsats nu,” siger hun. 
 
Til og med februar næste år falder i alt 201 FOA-medlemmer ud af arbejdsmarkedsydelsen.

Af disse er 67 personer over 50 år, hvilket svarer til hver tredje. 
 
Kontanthjælpen adskiller sig på et punkt væsentligt fra arbejdsmarkedsydelsen: Den er afhængig af ægtefælles indkomst og familiens samlede formue. Derfor er der stor risiko for, at de ældre FOA-medlemmer vil stå helt uden indtægt, hvis ikke de finder et job i mellemtiden. 
 
Derfor kalder Mona Striib på handling. 
 
”Vi risikerer, at en stor gruppe mennesker står helt uden forsørgelse, når de ikke blot har mistet deres ret til dagpenge, men også har mistet retten til arbejdsmarkedsydelse. Det er på høje tid, at politikerne får øjnene op for, at dagpengeproblematikken overhovedet ikke er løst,” siger Mona Striib, og appellerer til, at både regeringen og SF og Enhedslisten i finanslovsforhandlingerne, der netop er begyndt, forlænger arbejdsmarkedsydelsen. 
 
Den midlertidige arbejdsmarkedsydelse udgør 60 procent af højeste dagpengesats for ikke-forsørgere og 80 procent for forsørgere. Den samlede periode, man kan modtage dagpenge, uddannelsesydelse og midlertidig arbejdsmarkedsydelse, er maksimalt fire år. 
 
Særkørslen fra FOA’s a-kasse viser, at der er særligt mange udfaldsramte i hovedstadsområdet, som mister arbejdsmarkedsydelsen. Af de i alt 201 udfaldsramte, som mister arbejdsmarkedsydelsen det næste halve år, bor hver tredje i Region Hovedstaden. 
 
Den måned, som flest falder ud – hvis altså ikke personen finder et arbejde inden da – er januar. Alene i den måned mister hver fjerde arbejdsmarkedsydelsen.