Pressemeddelelse

FOA indgår overenskomst med Lev Vel

Der kommer ingen arbejdskonflikt mod plejevirksomheden Lev Vel i Nakskov.

Virksomheden har nu indgået overenskomst med FOA, og både den varslede konflikt i form af strejke og blokade fra 1. december og den omfattende sympatikonflikt fra en række LO-forbund aflyses nu. 
 
”Det er vi glade for. Det har været et langt og til sidst hektisk forhandlingsforløb, men det er endt på den rigtige facon. Der kommer ordnede vilkår for medarbejderne. Systemet er nu sådan, at vi lægger stridighederne bag os, og kikker fremad. Den nye overenskomst fortæller også, at den danske model virker. Det er en sidegevinst, vi med glæde også tager med,” siger forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA. 
 
Lev Vel meldte sig ved varslingen af konflikten for godt tre uger siden ind i arbejdsgiverorganisationen Danske Service. FOA og Danske Service har endnu ikke indgået en overenskomst, men forståelsen hos begge parter er, at underskrivelsen skal komme meget snart. Lev Vel har derfor pr. 1. december tegnet en såkaldt tiltrædelsesoverenskomst, som formentlig om kort tid erstattes af en ny og blivende overenskomst med Danske Service, som også vil dække medarbejderne i Lev Vel. 
 
”Det er helt i orden set fra vores side. Hos FOA er vi først og fremmest optaget af, at arbejdsgiveromkostningerne er på samme niveau i overenskomsterne. Hvordan enkelt-elementerne skrues præcist sammen, kan man naturligvis tale om,” siger Dennis Kristensen. 
 
Overenskomsten betyder, at medarbejderne hos Lev Vel nu sidestilles med ansatte i andre overenskomstdækkede firmaer, når det eksempelvis gælder fuld løn under sygdom, løn under barsel, overarbejdstillæg og indbetaling af pension. 
 
”Det er et godt signal. Og vi vil gerne love vores nye samarbejdspartner i Lev Vel, at vi vil kæmpe for tilsvarende goder hos andre firmaer, der endnu ikke har tegnet overenskomst, så konkurrencen på området bliver lige og fair,” siger Dennis Kristensen.