dagplejer

Om jobbet


Som dagplejer arbejder du pædagogisk med børn i de vigtigste år af deres liv. Du arbejder i dit eget hjem, men mødes og med dine kolleger blandt andet i en legestuegruppe. Du er også tilknyttet en dagplejepædagog, som er din sparringspartner og rådgiver.

Inden for 2½ års alderen lærer børnene halvdelen af det, de skal bruge resten af livet. I dagplejen møder de deres første venner, og de er for første gang en del af et fællesskab udenfor hjemmet.
Du er derfor en vigtig person, der er med til at skabe nærvær og omsorg for børnene i trygge omgivelser. Din familie bliver derfor også en vigtig del af dine dagplejebørns start på livet væk hjemmefra.

Dagplejen er et lille trygt og overskueligt miljø, hvor der er god tid og stor voksenkontakt til det enkelte barn. Du passer 3-4 børn, der aldersmæssigt er mellem 6 mdr. og 3 år. Sommetider får du gæstebørn, hvis en af dine dagplejekollegaer er syge, på kursus eller på ferie.

Arbejdstiden er 48 timer om ugen i tidsrummet kl. 06.00-18.00. Derfor optjener du, udover den normale ferie på 6 uger, 6 afspadseringsdage om året. For dagplejere på 55 år og derover kan der være en aftale i kommunen om et antal senior fridage om året.

Som dagplejer har du frihed til selv at planlægge din dag med børnene, så det passer til jeres tempo. Det giver en rolig hverdag uden stress og jag, hvor der er tid til nærvær og omsorg. Her er ingen faste skemaer, og tingene tager den tid, de tager.

Der er i dagplejen en pædagogisk læreplan for hele kommunens dagpleje, som du sammen med dine kolleger og dagplejepædagogerne er med til at udarbejde. Den pædagogiske læreplan indeholder ikke konkrete mål for, hvad børn skal lære, mens de er i dagpleje. Men den er med til at udvikle bevidsthed om læring hos den enkelte dagplejer.

Du er mest sammen med børnene i din dagpleje, og du skal derfor kunne formidle observationer fra dit arbejde med børnene til kolleger, pårørende og dagplejepædagogen.

Inden du kan blive ansat som dagplejer, skal dit hjem godkendes da din boligs indretning skal være velegnet til opgaven.

Jobmuligheder


Der er efterspørgsel efter dagplejere i mange kommuner, så der er gode muligheder for job.

Læs mere om jobbet her: www.dagplejen.dk.