Sabrina Andersen fik hjælp af FOA til at overvinde sin angst for eksamen
20-årige Sabrina Andersen har grund til at smile: Hun har fået tre 12-taller efter at have deltaget på et kursus udbudt af FOA, der har dæmpet hendes eksamensangst.
Foto: Niels Åge Skovbo

Tre timers kursus gav tre 12-taller

Sabrina Andersen har altid lidt af eksamensangst, men et FOA-kursus hjalp hende til topkarakterer ved de afsluttende eksamener.

”Du har fået 12”.

Sådan lød beskeden til Sabrina Andersen efter hver af de afsluttende eksamener til uddannelsen som pædagogisk assistent. Det glade budskab er ellers ikke noget, 20-årige Sabrina Andersen er vant til, da hun tidligere har lidt af eksamensangst og været voldsomt nervøs forud for møderne ved det grønne bord.

"Jeg har prøvet det hele; svedige håndflader, ondt i maven og kvalme. Flere gange har jeg endda troet, at jeg skulle besvime midt i hele, så nervøs plejer jeg at blive," siger hun til Fagbladet FOA.

Se også: Tema om eksamen

Kursus hjalp
Men et kursus om eksamen- og studieteknik hos FOA Horsens har hjulpet Sabrina til at blive nervøsiteten kvit:

"Efter hver af de tre eksamener fik jeg at vide, at de nærmest ikke kunne andet end at give mig 12. Simpelthen fordi jeg virkede så rolig og havde en så positiv holdning under hele forløbet."

På kurset fik hun og de andre deltagere forskellige redskaber til, hvordan de bedst kunne forberede sig til eksamen. Eksempelvis ved at lave en realistisk læseplan og huske at holde pauser undervejs i læsningen.

Indtag scenen og vis overskud
"Vi fik også at vide, hvordan vi kunne lave en ’power pose’, der kunne hjælpe os til eksamen. Altså, at vi lige før eksamen lavede sådan en position, der skulle give os overskud og få os til at se ud som om, vi havde helt styr på situationen," forklarer Sabrina Andersen.

Om det var ’power posen’, der gjorde hele udslaget, ved den nyligt uddannede pædagogiske assistent ikke, men én ting er sikkert:

"Jeg har lært utrolig meget af kurset. For eksempel at det er vigtigt at ”indtage scenen”, når jeg går ind til eksamen. Og at jeg skal sørge for også at holde øjenkontakt med censor og ikke kun kigge på min egen underviser."

Kurset gav bedre karakterer
For Sabrina var det også en klar fordel, at kurset lå forholdsvis tæt på eksamensforløbet. For så kunne hun stadig huske alle de gode råd, da hun skulle op i først dansk, så bevægelse og idræt og afsluttende den tværfaglige projekteksamen.

"Tidligere fik jeg mest syv og nogle gange 10, så der er slet ingen tvivl om, at kurset har hjulpet mig meget. Og de ting, jeg har lært, er helt sikkert også noget, jeg kan bruge, når jeg skal til at læse videre til pædagog," siger Sabrina Andersen, der gerne vil arbejde med børn med enten autisme eller ADHD.