Buzz: Populær kælegris blandt de ældre

Historiefortæller Else Marie Kristensen og hendes kælegris Buzz tager ud på plejecentre i hele landet og fortæller klassiske eventyr.

Det er et særsyn, når Else Marie Kristensen træder ind ad døren til plejecentrene. Med sig i snor har hun nemlig en lille gris på blot 12 kilo ved navn Buzz Øffesen. Og mens kælegrisen til stor glæde går gryntende rundt og hilser på beboerne, fortæller hans ejer Else Marie Kristensen historier for de ældre.

”Jeg fortæller eventyr, hvor jeg kan inddrage Buzz. Det vil sige en masse eventyr, hvor der er grise med, som for eksempel de tre små grise. Og så fortæller jeg lidt om, hvem Buzz er også,” siger hun.

I 12 år har Else Marie Kristensen fortalt historier til børn, og i december måned tog hun den kun 10 måneder gamle Buzz med på et plejecenter for første gang.
”Han er rigtig populær. Selvfølgelig er der nogle af de ældre, der synes, det er lidt mærkeligt. Men de fleste vil gerne sige hej og give ham en gulerod.” 

Sætter gang i hukommelsen
Det er ikke kun Else Marie Kristensen, der fortæller eventyr, når hun er ude på plejecentrene. Mange af de ældre begynder nemlig også at snakke om deres barndom og ungdom.

”Det er dejligt at se, hvordan de ældre liver op, når Buzz er med. Mange af dem er vokset op på landet, og en gris får dem til at huske den tid,” siger hun.
At det lige blev en kælegris, der skulle holde Else Marie Kristensen med selskab, når hun tager ud og fortæller historier, skyldes både hendes egen fascination af dyret og den overraskelse det giver, når hun kommer ud på plejecentrene.

”Det plejer at være en hund, der er for enden af en snor. En kælegris er ikke noget, folk ser hver dag,” siger hun.