Historie
- I 2003 faldt der dom i Tyskland, hvor det blev slået fast, at er man til rådighed på ens arbejdsplads, skal alle timer regnes som arbejdstid.
- I 2017 blev der afsagt dom i Højesteret. Denne dom slog fast, at en arbejdsgiver skal betale godtgørelse, hvis en medarbejder har arbejdet mere end 48 timer i gennemsnit over 4 måneder, selvom medarbejderen havde taget frivilligt overarbejde, og på trods af at der ikke var pålagt ekstraarbejde.
- I februar 2018 faldt der ved EU-domstolen dom i en sag om Arbejdstidsdirektivet. Denne sag omhandlede en deltidsbrandmand, der stod til rådighed fra hjemmet som deltidsbrandmænd jo gør. Han rejste sagen med det formål, at få løn for alle timerne. Sagen endte i stedet med, at retten slog fast, at alle timer, han stod til rådighed, skulle tælle som arbejdstid, men at der ikke blev taget stilling til aflønning. Denne brandmand skulle møde indenfor 8 minutter.
- I juni 2019 faldt der en afgørelse ved EU-domstolen i en sag fra Spanien. Dommen siger, at skal man kunne dokumentere, at en arbejdsgiver ikke overholder 48-timers reglen, så kræver det, at arbejdsgiverne registrerer, hvor meget alle medarbejdere arbejder. Det betyder, at det nu er fastslået, at samtlige arbejdsgivere i EU skal være i stand til at dokumentere, hvor meget deres medarbejdere er på arbejde.
-
I september 2019 er der afsagt en dom mod en vognmand. Sagen er anlagt af 3F. Her blev det, ved Vester Landsret, slået fast, at hvis man er til rådighed og skal kunne ’rykke ud’ indenfor 29 minutter, så er ens rådighedstid at betragte som arbejdstid på lige fod med andet arbejde.
-
I december 2019 har Øster Landsret slået fast, at en chaufførs ventetid også skal regnes som arbejdstid. Sagen handler om, at chaufføren stod til rådighed på vagter, der løb fra kl. 6 til kl. 18, og retten har slået fast, at ventetid mellem kørsler også er at betragte som arbejdstid, fordi han var begrænset af de muligheder, han havde for at varetage personlige og sociale interesser.
|