Den helt store talerstol

Formand Tina Græsteds leder fra medlemsbladet FOA SOSU nr. 4 2023

Den 8. november afholder FOA SOSU generalforsamling.

Når vi har generalforsamling, plejer mange medlemmer at deltage i debatten. Det er er fantastisk at høre det engagement, der bobler derude, og det er med til at sætte retning for fagforeningens politiske arbejde.

Vi vil altid gerne have endnu flere medlemmer til at deltage på generalforsamlingen og gå på talerstolen, men det er mindst lige så vigtigt at opleve alle jer medlemmer, der bruger ”den store talerstol” - den offentlige debat - og råber op om urimelige arbejdsvilkår og velfærdssamfundets forfatning.

Der har været mange eksempler bare inden for de seneste måneder.

Medarbejderne i Albertslund hjemmepleje har fået nok og har råbt deres frustration ud til politikere, borgere og pårørende i et læserbrev i den lokale avis:

”Vi er kommet dertil, hvor vi dagligt – med en knude i maven - må stå overfor vores borgere, kigge dem i øjnene og undskylde på forhånd, at vi ikke kan nå at levere alle de ydelser, de er visiteret til”.

Det budskab kunne jeg eller en af fagforeningens andre valgte sagtens have formidlet på et borgmestermøde – og det gør vi – men det er langt stærkere, når det kommer fra jer, der har hånden direkte på den varme kogeplade. Så bliver der for alvor lyttet.

Et andet eksempel er et åbent brev til Folketingets medlemmer fra medarbejdere i 68 kommuner, som har givet genlyd i medierne.

Også her lød budskabet, at medarbejderne ikke kan ikke blive ved med at påtage sig det ansvar, som politikerne flygter fra. Velfærden er under pres, og det kræver handling.

Et tredje eksempel er et debatindlæg i Politiken skrevet af de faglige organisationer med medarbejdere i Region Hovedstaden på vegne af 40.000 ansatte:

”Vi løber stærkt, vi er fleksible, vi finder på nødløsninger, og vi gør alt vi kan for at give patienterne den behandling, de har brug for og krav på. Men vi kan ikke gøre det alene; vi har brug for ressourcer, vi har brug for stabilitet og vi har brug for en anerkendelse af dette opråb fra virkeligheden fra jer”.

Også i Rødovre bobler det. Der er varslet massive nedskæringer på velfærden, og FOA SOSUs medlemmer har delt opslag på de sociale medier henvendt til både politikere, borgere og pårørende.

Mange, mange tak til jer både i regionen, i Albertslund, Rødovre og alle de andre kommuner, der på vegne af os alle sammen er trådt op på den store talerstol.