Omsorgsdagene er (næsten) ikke for børn

Lønmodtagerne har ret til to nye ulønnede omosorgsdage.

Lønmodtagere har fra 2. august i år fået ret til to ulønnede omsorgsdage om året, og fra 1 januar 2023 har man ret til fem ulønnede omsorgsdage om året. Folketinget vedtog loven i juni måned efter et direktiv fra EU.

Det er vigtigt at sige, at disse omsorgsdage IKKE har noget at gøre med de to overenskomstsikrede og betalte omsorgsdage, du har for børn op til og med syv år. Den rettighed er der ikke ændret på, fortæller Mette Carlsen Nielsen, der er faglig sagsbehandler.

Men man kan godt bruge ”de nye” omsorgsdage på børnene, men så er det altså ulønnet.

Hvem har du ret til at drage omsorg for?
Du har ret til ulønnede omsorgsdage for at drage omsorg for børn, ægtefælle og forældre eller en person i din husstand, hvis der er behov for væsentlig omsorg eller støtte på grund af en alvorlig helbredsmæssig tilstand.

- Det vil sige, at du ikke kan tage med svigerfar til udredning på sygehuset, medmindre han faktisk bor sammen med dig. Du kan for eksempel heller ikke tage dit barn med i Givskud ZOO på denne ordning – her må du bruge en af de overenskomstmæssige omsorgsdage. Men har du brugt dine to omsorgsdage på grund af barns sygdom, så kan du godt bruge en af de nye ulønnede omsorgsdage, hvis dit barn skal til udredning på sygehuset, forklarer Mette Carlsen Nielsen.

Læs mere om ordningen med de fem omsorgsdage

En dør på klem

Nogle tænker måske, at fem ulønnede omsorgsdage, hvor der er mange dokumentationskrav ikke er en stor forbedring af arbejdsforholdene, men sådan skal man ikke se på det, synes Mette Carlsen Nielsen.

- Jeg håber, at ordningen er en dør på klem til forbedringer i de kommende år.  Der forlanges mere og mere  af pårørende, og med denne ordning, har de ret til at få fri for at tage med til for eksempel udredning på sygehuset – Det har de ikke nu.