Pressemeddelelse

Personalet på bosteder udsættes for vold

Mere end hver anden medarbejder på bosteder for sindslidende har været udsat for vold i løbet af det sidste år. Det viser en ny undersøgelse fra FOA.

Skub, slag og spark. Det er, hvad man som ansat på et bosted for sindslidende risikerer at blive udsat for, når man går på arbejde. Mere end hver anden af FOAs medlemmer på bostederne har i løbet af det sidste år været udsat for vold. Og endnu flere – næsten 8 ud af 10 – har været udsat for trusler om vold. FOAs formand kalder tallene for skræmmende.

”I sidste måned oplevede vi det værst tænkelige, da en social- og sundhedsassistent blev stukket ihjel af en beboer på et bosted. Drab hører heldigvis til sjældenhederne. Men antallet af medarbejdere, der bliver udsat for vold som slag, skub og spark er skræmmende højt,” siger Dennis Kristensen, formand for FOA.

Han finder det helt uacceptabelt, at tre ud af fire medarbejdere på bostederne har været ude for at arbejde alene, hvor der var risiko for vold i løbet af det sidste år.

”Det må aldrig være en del af jobbet, at man risikerer at blive udsat for vold eller trusler om vold. Derfor må arbejdsvilkårene på bostederne, herunder normeringerne, langt højere op på politikernes dagsorden,” siger Dennis Kristensen og fortsætter:

”Når der, som vi har set det i løbet af de senere år, bliver nedlagt sengepladser på de psykiatriske hospitaler, og patienter derfor bliver sendt hjem eller videre i systemet uden at være færdigbehandlet, så opstår der problemer andre steder. Det bliver politikerne altså nødt til at forholde sig til.”

FOA opfordrer derfor ministre, arbejdsgivere og faglige organisationer til at gå sammen og lave en landsdækkende handleplan, som sikrer et voldsfrit arbejdsmiljø.

FOA og Københavns Kommune afholder i dag en konference om udvikling og tryghed i psykiatrien.

Undersøgelsen om vold på bosteder er foretaget i perioden 3.-12. januar 2014.