Med uddannelsen til pædagogisk assistent bliver du god til at planlægge og igangsætte pædagogiske aktiviteter, og du får et teoretisk fundament og faglighed i dit arbejde med at motivere, støtte og yde omsorg overfor børn, unge og voksne.
Den pædagogiske assistentuddannelse (PAU), er en erhvervsuddannelse, som består af både skoleperioder og praktikperioder. Uddannelsens varighed er 3 år og 1½ måned, men man kan få merit for både uddannelses- og erhvervserfaring og dermed få afkortet uddannelsen. Som pædagogisk assistent bliver du uddannet til at arbejde med børn, unge og voksne i daginstitutioner, dagplejen, skoler- og fritidsordninger og på ældreområdet. Uddannelsen ruster dig også til at arbejde med børn og voksne med særlige behov på fx bosteder, døgninstitutioner og specialskoler - det specialiserede socialområde. Under din uddannelse lærer du at sætte mål for det pædagogiske arbejde, og du får forståelse for, hvordan du drager professionel omsorg og støtte for børn, unge og voksne. Du får kendskab til nyttige redskaber som konflikthåndtering og aktivitetsudvikling. At arbejde med trivsel og udvikling er omdrejningspunktet, når du er uddannet pædagogisk assistent, og du bliver god til at kommunikere med andre faggrupper, herunder med dine kollegaer på arbejdspladsen, fx pædagoger, pædagogmedhjælpere og omsorgsmedhjælpere. Uddannelsen klæder dig også fagligt på til at deltage i tværfaglige samarbejder samt pårørende- og forældrearbejde.
For at begynde på den pædagogiske assistentuddannelse skal du opfylde nogle adgangskrav.
Du skal have bestået 9. klasses eksamen med et karaktergennemsnit på minimum 02 i dansk og matematik. Men hvis du har indgået en uddannelsesaftale, bortfalder kravet om et specifikt gennemsnit. Hvis du hverken har indgået en uddannelsesaftale eller opnået et gennemsnit på minimum 02 i dansk og matematik ved grundskolens afgangseksamen, kan du komme til optagelsesprøve på en af de skoler, hvor man kan tage pædagogisk assistentuddannelse. Det kan for eksempel være en social- og sundhedsskole eller en professionshøjskole.
Dit uddannelsesforløb vil blive tilrettelagt dels ud fra din alder og dels ud fra dine kvalifikationer fra tidligere uddannelse og/eller ansættelser. Dette vil blive kortlagt i en såkaldt realkompetencevurdering.
En realkompetencevurdering er en vurdering af, hvilke kompetencer, du allerede har, f.eks. fra tidligere uddannelse eller jobs. Vurderingen foregår på den skole, du skal starte på. Her vil skolen gennemgå din forudgående skoleundervisning, uddannelse og evt. erhvervserfaring for at sikre, at dit uddannelsesforløb starter på det rigtige niveau for dig, og at du ikke bliver undervist i stof, du kan i forvejen.
Når du skal i oplæring (tidl. praktik), skal du have en uddannelsesaftale med en arbejdsplads. Dit uddannelsessted vil være behjælpelig med at skaffe en uddannelsesaftale.
Oplæringstiden varer ca. 1 år i alt og er fordelt på mindst 2 oplæringsperioder. Din oplæring foregår på en arbejdsplads, dvs. at dit oplæringssted fx kan være i en vuggestue, børnehave eller døgncenter. På oplæringsstederne vil du arbejde i praksis med de områder, du har fået undervisning i på skolen.
På skolen har du både grundfag og fag, der er særlige for den pædagogiske assistentuddannelse.
Grundfag er blandt andet dansk og samfundsfag. De mere uddannelsesspecifikke fag er for eksempel:
Du får elevløn, når du har indgået en uddannelsesaftale med en arbejdsplads, som samtidig er dit praktiksted. Elevlønnen afhænger både af din alder og hvor langt du er nået med din uddannelse.
Du kan få voksenelevløn, hvis du er fyldt 25 og har et års relevant beskæftigelse inden for de seneste fire år.
Der er SU på grundforløbet, hvis du ikke har en uddannelsesaftale.
Se satser for elevløn og voksenelevløn for elever på pædagogisk assistentuddannelse (PAU)
Dorthe, Maria og Lone har alle taget uddannelsen som pædagogisk assistent, og nu anbefaler de andre at gøre det samme. Hør deres oplevelser af uddannelsen i 3 videoer.
Som elev vil du sikkert støde på mange spørgsmål under din uddannelse. Det er ikke altid let at gennemskue, hvordan du er stillet. Uanset hvad, er det altid rart at tale med en, der kender reglerne. Du kan altid komme til FOA og få hjælp. Vi er der for at give dig en tryg hverdag og sikre dig de bedste uddannelses– og arbejdsforhold.
Uddannelsen til pædagogisk assistent er oplagt for dig, der gerne vil arbejde med børn, unge eller voksnes udvikling og trivsel.
Den kan også give dig et fagligt løft, hvis du er ufaglært og allerede arbejder på området, for eksempel som pædagogmedhjælper eller dagplejer.
Vil du vide mere?
Pædagogiske aktiviteter med natur- og udeliv som sanseoplevelses- og læringsrum.
Børn, unge og voksnes digitale dannelse og identitet samt formidling og dokumentation af det pædagogiske arbejde.
Motorisk udvikling, bevægelseslege og -aktiviteter.
Det pædagogiske arbejde med sundhed, livskvalitet og hygiejne i hverdagen.
- få en indboforsikring til kun 70 kr./md. hos Alka
For dig som er social- og sundhedsassistent, pædagogisk assistent eller social- og sundhedshjælper
- og få en stærk partner i din elevtid og dit arbejdsliv