Pressemeddelelse

Forebyggelse af arbejdsmiljøproblemer halverer ansattes smerter

Jo mere arbejdspladser sørger for at imødegå arbejdsmiljøproblemer, des færre medarbejdere har smerter på grund af jobbet. For at undgå nedslidning skal arbejdsmiljøet prioriteres, mener FOA.

Tid og penge, der bruges på risikovurderinger, efteruddannelser og strategier indenfor arbejdsmiljøområdet, er godt givet ud. Forebyggelse af arbejdsmiljøproblemer halverer antallet af medarbejdere med arbejdsrelaterede smerter og sænker sygefraværet. Det viser en undersøgelse blandt FOAs medlemmer, som blandt andet omfatter brandmænd, social- og sundhedspersonale, kantinemedarbejdere og pædagogmedhjælpere.

"Undersøgelsen viser tydeligt, at forebyggelse virker, og at det kan spille en afgørende rolle i kampen mod nedslidning. Vi er derfor nødt til at komme i gang med det forebyggende arbejde nu, så de mennesker, der hver dag får hjulene til at køre rundt, ikke skal leve med smerter og være nødsaget til at pensionere sig før tid," siger forbundssekretær Jens Nielsen, som er ansvarlig for arbejdsmiljø i FOA.

Helt konkret viser undersøgelsen, at på arbejdspladser, hvor forebyggelse af arbejdsmiljøproblemer prioriteres i ringe grad eller slet ikke, oplever over halvdelen af FOAs medlemmer, 54 procent, arbejdsrelaterede smerter mindst en gang om ugen. Det samme gælder for kun halvt så mange, nemlig 27 procent, når arbejdspladsen prioriterer forebyggelse i meget høj grad.

Samtidig viser undersøgelsen, at når arbejdspladser prioriterer forebyggelse af arbejdsmiljøet højt er mængden af sygemeldinger kun en fjerdedel, af hvad den er, når forebyggelse af arbejdsmiljøproblemer prioriteres lavt eller slet ikke.

I lyset af debatten om fleksibel tilbagetrækning, foreslår FOA sammen med 3F et nationalt femårigt program mod nedslidning, hvor der afsættes 50 millioner kroner årligt til at forbedre arbejdsmiljøet. Planen indeholder blandt andet økonomisk støtte til arbejdspladser med behov for viden og tekniske løsninger til, hvordan arbejdet tilrettelægges, så fysisk nedslidning undgås.

"Det skal være sundt at arbejde, og vi skal væk fra tanken om, at det er okay at være helt nedslidt, når man forlader arbejdsmarkedet. Ambitionen må være, at folk ikke er nødt til at pensionere sig på grund af nedslidning og på den måde holde folk på arbejdsmarkedet længere, siger Jens Nielsen.

For ham er 50 millioner et beskedent beløb, i forhold til de mange penge, der kan spares ved mindre sygefravær på grund af dårligt arbejdsmiljø, der ifølge Fagbevægelsens Hovedorganisations (FH) beregninger koster samfundet op til 80 milliarder kroner årligt i form af sygedagpenge og tabt arbejdsfortjeneste.

"Det er på tide, vi sætter fokus på arbejdsmiljøet og investerer i forebyggelsen af problemer, så vi på den måde kan forbedre den enkeltes livskvalitet og arbejdsglæde og herigennem styrker samfundet med raske borgere."

Læs om undersøgelsen her

Kontakt

Forbundssekretær Jens Nielsen, telefon: 31 40 01 39

Hent billede i høj opløsning