Pressemeddelelse

Nedslidning er for alvorligt til tendentiøst taltrylleri

Folk, der arbejder i mange år, føler sig mindre nedslidte, hævder en analyse fra Finansministeriet. Den konklusion er i strid med tal fra virkeligheden, fastslår FOA.

Seniorer i arbejde, som har været på arbejdsmarkedet i mange år, har et bedre selvvurderet helbred og højere arbejdsevne, end dem, der har været der i færre år. Det er budskabet i en analyse, som Finansministeriet præsenterede tirsdag, men det resultat er et udtryk for lidt for smart talgymnastik og ligner politisk bestillingsarbejde, siger fagforbundet FOA.

"Det kan godt være, at finansministeren som næstformand i Venstre er meget optaget af den kommende valgkamp, hvor pension spiller en hovedrolle, men fremtiden for de mange danskere, der kæmper med nedslidning, er altså for vigtig og alvorlig til, at man skal lege taltrylleri med den," siger FOAs formand Mona Striib.

Finansministeriet er nået frem til sin konklusion ved at definere et langt arbejdsliv som et fuldtidsarbejdsliv, og det er ifølge Mona Striib her, kæden hopper af for Finansministeriet. Det betyder, at social- og sundhedsassistenten eller rengøringsassistenten, som måske nok er startet tidligt på arbejdsmarkedet, men som i store dele af sit arbejdsliv ikke har kunnet få andet end deltidsarbejde, ikke tæller helt med.

"Det er f.eks. hende, der startede på arbejdsmarkedet som 21-årig, og som 63-årig har arbejdet i 42 år i et deltidsjob på 26 timer. Hun har ifølge Finansministeriets særlige regnemetode kun haft et 'arbejdsliv' på 25-26 år. Og det er endda kun, hvis hun slet ikke undervejs har gået arbejdsløs eller været sygemeldt eller på barselsorlov eller sygedagpenge. Har hun det, så har hendes 'arbejdsliv' i Finansministeriets regneark været endnu kortere," forklarer Mona Striib, som oplyser, at 2 ud af 3 af FOAS medlemmer arbejder på deltid.

"Jeg tror, at mine medlemmer vil være et stort spørgsmålstegn, hvis finansminister Kristian Jensen kommer ud i virkeligheden og fortæller dem, at de på trods af årtier på arbejdsmarkedet ikke rigtig tæller med, når man opgør de lange arbejdsliv."

Lige nu forhandler partierne pensionsspørgsmålet i Folketinget, og flere forhandlere har allerede sagt, at de godt kan se en aftale om seniorførtidspensionen inden sommer. FOA mener, at finansministeren burde koncentrere sig om at skaffe en god og langtidsholdbar løsning for de mange nedslidte danskere, frem vor at begå den slags politiske benspænd.

"Seniorførtidspensionen er i dag for svær at opnå. Det er nødvendigt med et nyt, selvstændigt, lempeligere kriterium for at få den, så ordningen faktisk hjælper de mange mennesker, der blev efterladt på perronen, da man smadrede efterlønnen," siger Mona Striib.

Mona Striib understreger, at en ændring af seniorførtidspensionen bare er første led i en tretrinsreform. Ud over en ny og forbedret seniorførtidspension, har FOA i flere år kæmpet for en differentieret folkepensionsalder i en model, der tager højde for antal år på arbejdsmarkedet, og fag, der giver nedslidningsskader. Og endelig er der også et stort behov for at reformere den almindelige førtidspension, som også er alt for svær at opnå.

Kontakt

Forbundsformand Mona Striib, telefon: 23 41 41 98

Hent billede i høj opløsning