Pressemeddelelse

Konkurs nummer 50 i privat ældrepleje

Torsdag eftermiddag rundede kommuner, borgere og medarbejdere en kedelig milepæl, da det private plejefirma Spar 2 i Herning gik konkurs.

I Herning blev nødberedskabet i den kommunale ældrepleje torsdag kaldt på arbejde. Det private plejefirma Spar 2 blev erklæret konkurs ved skifteretten. De 77 borgere skal nu have hjælp af en anden, end de plejer, og de mellem 10 og 20 medarbejdere har fået at vide, at de ikke længere har et job.
 
Dermed står de i samme situation som de omkring 13.000 borgere og 2.200 ansatte i de foregående 49 konkurser siden 2006, som er registreret på konkursindex.dk.
 
"Det er sørgeligt for borgerne og medarbejderne i hvert eneste tilfælde, og milepælen bør få kommunerne til at tænke sig om, når de udbyder ældreplejen til private leverandører," siger forbundsformand for FOA Dennis Kristensen.
 
Ældreministeren har netop sendt lovforslag om forebyggelse af konkurser i ældreplejen i høring.
 
Lovforslaget indeholder en lang række forbedringer af blandt andet kommunernes krav til de private leverandører. Men vi har langt fra set den sidste konkurs, mener Dennis Kristensen.  
 
"Så længe kommunerne vælger virksomheder til urealistisk lave priser sker der enten det, at virksomhederne slækker på kvaliteten, fusker med faktureringen eller må dreje nøglen om," siger han.
 
Samtidig opfordrer han politikerne på Christiansborg til at se på erfaringerne fra ældreplejen, inden de - som de tidligere har meldt ud - tvinger kommunerne til at sende endnu flere velfærdsopgaver i udbud til private leverandører.
 
"Der er ingen grund til at begå de samme fejl, som man har begået på ældreområdet, på andre velfærdsområder. Den nye lov gælder kun for den private ældrepleje, og hvis man vil udbyde endnu flere offentlige opgaver, bør man sikre sig mest muligt mod konkurser inden," siger Dennis Kristensen.