Syg af rengøring

Mandag | Tirsdag | Onsdag | TorsdagFredag




07.10.04

Pressemeddelelse:

Syg af rengøring


Husassistenter, rengøringsassistenter og hospitalsmedhjælpere er mere syge end andre faggrupper i FOA. Årsagen er det ensformige og hårde arbejde.


Sygefraværet blandt husassistenter, rengøringsassistenter og hospitalsmedhjælpere fra FOAs Køkken- og Rengøringssektor er betydeligt højere end for andre FOA-medlemmer. En ny undersøgelse viser, at sektorens medlemmer i gennemsnit er syge i 17 dage om året - eller to dage mere end andre.

Samtidig er andelen af medlemmer, som har over 20 sygedage om året på 18 procent i Køkken- og Rengøringssektoren mod kun 15 procent i FOA som helhed.

"Vi kan med andre ord nu dokumentere, hvad vi i virkeligheden har vidst i årevis: Man bliver syg af det ensformige, hårde arbejde, som mange af vores medlemmer må leve med," siger sektorens formand Ann. Marie Liepke.

Hun efterlyser derfor udviklingsprojekter og andet, der kan sikre et forsvarligt arbejdsmiljø. For eksempel med aftaler om, at man kun må gøre rent en del af arbejdsdagen og udføre andre serviceopgaver i resten af tiden.

Undersøgelsen, der bygger på interview med godt 450 medlemmer, viser samtidig, at over halvdelen er tilbøjelige til at gå på arbejde også selv om de er syge. Årsagen er hensynet til kollegerne, som ellers skal løbe stærkere.

"Problemet er bare, at når man går på arbejde, på trods af sygdom, så risikerer man at komme ind i en ond cirkel, som ender med en langtidssygemelding og eventuelt udstødning fra arbejdsmarkedet," siger Ann. Marie Liepke.

"Samtidig betyder det, at vi ikke får et reelt billede af, hvad nedskæringer og øgede arbejdsbyrder betyder for vores medlemmers helbred," siger hun.

Undersøgelsen "Sygefravær blandt husassistenter, rengøringsassistenter og hospitalsmedhjælpere"