Ny næstformand i FOA

Pressemeddelelser fra FOAs kongres 2004

Mandag | Tirsdag | Onsdag | TorsdagFredag


07.10.04

Pressemeddelelse        

Forbundet af Offentligt Ansatte har i dag valgt den 43-årige afdelingsformand i FOA Kolding, Mona Striib, til ny næstformand som afløser for den hidtidige næstformand Margit Vognsen, der ikke genopstillede.

Der var kampvalg mellem fire kandidater, og valget forløb over tre valgrunder, fordi der kræves absolut majoritet ved valgene i FOA. I den sidste valgrunde fik Mona Striib 312 stemmer, mens modkandidaten afdelingsnæstformand i FOA Aalborg Pia Pedersen fik 262 stemmer.

"Jeg ser FOAs største udfordringer som en øvelse, hvor vi skal få tre linier til at være i perfekt balance," siger Mona Striib.

"Vi skal for det første bevare FOA som en levende faglig organisation, der tager sine medlemmer alvorligt. Vi skal dernæst have en hamrende dygtig medlemsservice, hvor vi i forpligtende fællesskab mellem forbund og afdelinger giver et serviceløfte til medlemmerne. Og vi skal endelig have en faglig udvikling, der når ud over rampen med klare politiske meldinger, især det gælder udvikling af velfærdssamfundet og helt specifikt, når det gælder kommunalreformen," siger Mona Striib.

Forbundet har også valgt sin øvrige politiske ledelse. Forbundsformand Dennis Kristensen blev genvalgt uden modkandidat. Som forbundssekretærer genvalgtes Inger Bolwinkel og Lisa Dahl Christensen, mens Peter Kvist Jørgensen er nyvalgt som forbundssekretær. Peter Kvist Jørgensen har hidtil været afdelingsformand i Trafikfunktionærernes Fagforening.