Anders Fogh skaber stadig utryghed

Pressemeddelelser fra FOAs kongres 2004

Mandag | Tirsdag | Onsdag | TorsdagFredag



07.10.04

Pressemeddelelse

Forbundet af Offentligt Ansatte mener, at regeringen stadig nærer grobund for masser af utryghed blandt de offentligt ansatte med kommunalreformen.

"Jeg er stadig utryg. Vi er naturligvis glade for, at statsministeren i sin åbningstale siger, at vi ikke behøver at være utrygge. Men der mangler svar på alt for mange ubesvarede spørgsmål fra regeringen, før vi kan føle reel tryghed," siger forbundsformand Dennis Kristensen.

Kongressen i Forbundet af Offentligt Ansatte retter tre hovedspørgsmål til regeringen:

. Vil regeringen sikre, at de ansattes løn- og ansættelsesvilkår ikke forringes efter det tidspunkt, hvor virksomhedsoverdragelsesloven ikke længere sikrer de ansattes hidtidige vilkår?

. Vil regeringen sikre, at der på både dette års finanslov og de følgende finanslove afsættes midler til at udvikle de ansattes kompetencer til at varetage nye opgaver i en ny struktur?

. Vil regeringen sikre, at de mange og store ekstraordinære udgifter, som følger med omstillingen af 800.000 offentlige arbejdspladser, ikke finansieres gennem for eksempel afskedigelser af ansatte i de følgende år?

Dennis Kristensen peger på, at regeringen indtil dato ikke har svaret på disse meget afgørende spørgsmål for de offentligt ansatte. Når statsministeren siger, at alle ansatte følger med deres opgaver, så er det et løfte, der må formodes at gælde 1. januar 2007. Men gælder det til 1. februar 2007? Eller 1. april 2007?

Virksomhedsoverdragelsesloven sikrer, at ingen kan stilles ringere indtil udløbet af overenskomstperioden. Men der kan sagtens tænkes en situation, hvor netop de kommende overenskomster udløber i 2007. Gælder Anders Fogh Rasmussens tryghedsgaranti så?

"Det er ikke reel tryghed at få at vide, at vi bare har at føle os trygge. Regeringen skylder os en dokumentation for sine løfter. Det ville være rart, hvis vi kunne få dokumentationen allerede under Folketingets åbningsdebat," siger Dennis Kristensen.