Gæstebørn fra syge kolleger spreder utryghed i dagplejen

Når en dagplejer tager imod et gæstebarn fra en kollega, kan dagplejeren ikke få at vide, om kollegaen er syg med covid-19, og barnet derfor kommer fra et hjem med smitte. Situationen skaber utryghed, men en løsning ligger ikke lige for.

Når en kollega holder ferie, skal på kursus eller er syg, tager dagplejerne hinandens børn i gæstepleje, og udvider i den periode deres egen børnegruppe med et såkaldt gæstebarn. Den ordning fungerer normalt rigtig godt, men i den seneste tid, hvor corona-smitten især er blevet drevet af børn under den anbefalede vaccinationsalder, er der opstået en ganske særlig udfordring for dagplejere.

For når de åbner deres dør og arme for et gæstebarn, risikerer de, at barnet kommer, fordi deres kollega er syg med coronavirus, og altså også, at barnet på den måde er nær kontakt til en smittet.

”Vi hører lige nu et højlydt opråb fra dagplejere i hele landet, som er slemt frustrerede over, at børn fra kolleger med covid-19, ligesom hvis det gjaldt anden sygdom, bliver spredt ud i gæstepleje hos tre, fire eller fem andre kolleger. Da man ikke tester de små, og da de måske ikke får symptomer, risikerer man - næsten som var det et kædebrev - at starte nye smittekæder, der hvor børnene kommer i gæstepleje,” fortæller Kim Henriksen, formand for Pædagogisk Sektor i FOA.

Mange dagplejere har fået booster
Heldigvis er en stor andel af dagplejerne vaccineret, også med det tredje booster-stik. Det gælder hele 73 procent af dagplejerne, viser en opgørelse fra den 3. januar, som Sundhedsdatastyrelsen står bag. Til sammenligning gælder det samme kun 45 procent af de ansatte i vuggestuer. I befolkningen generelt er andelen 49 procent.

Andelen af dagplejere, der er smittet med covid-19 er også markant mindre end blandt mange andre. Af dem er 13 procent af de testede smittet, mens det samme gælder for 25 procent af de ansatte i vuggestuer og 16 procent for befolkningen generelt.

”Det ændrer ikke på, at situationen hverken er tryg for dagplejere eller forældre. For dagplejerne er der også den ekstra dimension, at de arbejder i deres eget hjem. Så er kan også være et hensyn at tage til resten af familien,” siger Kim Henriksen.

Dagplejens særlige forhold overset
Under hele pandemien har en udfordring været, at myndighederne som udgangspunkt har lavet retningslinjer for smittehåndtering, der godt nok gjaldt hele dagtilbudsområdet, men som tydeligt har overset, at dagplejen er anderledes indrettet og fungerer på andre vilkår end daginstitutionerne.

”Det har vi pointeret fra begyndelsen over for børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil og sundhedsmyndighederne. Vi lykkedes også med at få et sæt særskilte retningslinjer for dagplejen igennem, da det handlede om hygiejnetiltag mod smitten. Men de retningslinjer, der opereres med nu, hvor vi igen ser en stigende smitte, tager igen ikke højde for dagplejens særskilte udfordringer,” siger Kim Henriksen og fortsætter:

”Det er en alvorlig mangel, som vi utrætteligt påtaler over for ministeren.”

Hensyn til privatliv udfordrer
Han erkender dog samtidig, at problemet omkring netop gæstebørn med nær kontakt til en corona-smittet kollega, er vanskeligt at løse. Reglerne om beskyttelse af personfølsomme oplysninger – GDPR – står i vejen.

”Hvis en dagplejer skal oplyses om, at her kommer et gæstebarn fra en kollega med covid, så skal vi forlange, at vi deler private sundhedsoplysninger med hinanden, og det har jeg svært ved at se for mig, for det er og bliver en privat sag. Derfor er det er ikke en farbar vej at gå,” siger Kim Henriksen.

Til gengæld understreger han, at myndighederne har en forpligtelse til hele tiden at sikre, at de retningslinjer, der udarbejdes, tager højde for, hvordan dagplejen adskiller sig fra daginstitutionerne, så der skabes størst mulig tryghed for dagplejere og børnefamilier.

”Det bliver der ikke taget højde for, som retningslinjerne ser ud lige nu. Derfor er det også fuldt ud forståeligt, at der lige nu er usikkerhed og frustration blandt dagplejerne,” siger sektorformanden.