Aftale om lærernes arbejdstid på plads

Lærernes Centralorganisation og KL er blevet enige om en ny arbejdstidsaftale for lærerne. Aftalen kan blive afslutningen på en langvarig strid og viske tavlen ren forud for forhandlingerne om OK21.

Uenighederne om lærernes arbejdstid, som har verseret siden 2013, ser nu ud til at kunne blive erstattet af en ny aftale mellem Kommunernes Landsforening (KL) og Lærernes Centralorganisation. De to parter er i den forgangne uge blevet enige om, hvordan en afløser for den forkætrede Lov 409 kan se ud, så undervisere igen kan få deres arbejdstid ind, hvor den hører hjemme - nemlig i deres overenskomster.

”Det er utroligt glædeligt, at de er nået til enighed om en aftale. Det har været en lang og sej kamp,” siger FOA-formand Mona Striib.

Hun udtaler sig også som formand for Forhandlingsfællesskabet, hvor hun sidder i spidsen, når der skal forhandles nye overenskomster for omtrent 565.000 ansatte i kommuner og regioner i foråret 2021.

Lærer-løsning vigtig for alle
Ved de seneste forhandlinger, OK18, var lærernes formand, Anders Bondo Christensen formand for Forhandlingsfællesskabet, og her bakkede samtlige øvrige organisationer under mantraet ”En Løsning for Alle” op om, at lærerne skulle have en arbejdstidsaftale på plads som betingelse for, at der kunne indgås aftaler for andre faggrupper. 

At lærernes arbejdstid var endt med at blive dikteret ved lov var nemlig principielt en tilsidesættelse af mekanismerne i den danske model, som derfor vedrørte alle. Den nye aftale er resultat af, at man ved OK18 nedsatte en kommission for at finde en løsning for lærerne.

”Derfor er det også klart, at hvis lærerne kan komme af med det lovindgreb, kommer vi alle af med en grim ligtorn, som har naget i årevis. Det giver jo unægteligt et rarere afsæt for forårets forhandlinger,” siger Mona Striib.

Ny formand til lærerne
Aftalen skal først godkendes af KL’s bestyrelse og sendes til urafstemning blandt lærerne selv, og stemmes den hjem, kan den træde i kraft efter næste års sommerferie – altså ved skoleåret 2021/2022.

Også 33 FOA-medlemmer i LFS, pædagoger, der underviser i interne skoler på døgninstitutioner, skal stemme om aftalen. Fristen for at afgive stemme er for dem den 31. august, og FOA skal overgive resultatet til Lærernes Centralorganisation 1. september. 

Lærernes formand, Anders Bondo Christensen, har i forlængelse af offentliggørelsen af den indgåede aftale bebudet sin egen afgang fra formandsposten, når lærerne holder kongres om seks uger.

”Med Bondo slutter en turbulent og markant æra for lærerne, for hold op, hvor har der været meget på spil for dem i de seneste år. Men de har haft en virkelig sejlivet forkæmper og rorgænger i Anders Bondo, og vi har været utroligt glade for samarbejdet med ham,” siger Mona Striib. 

Det er endnu ikke offentliggjort, hvem der stiller op til formandsposten efter Anders Bondo Christensen.