• Læs op
• Udskriv

Stemmer fra velfærdens frontposter

Hver dag yder FOAs medlemmer en stor indsats for at levere omsorg, tryghed, nærvær og service til borgere landet over. De kender velfærdens virkelige vilkår. Og velfærden er presset, fortæller de. Mød vores medlemmer. Lyt til dem. Og lad os sammen skabe bedre velfærd. Så vi kan få mere menneske og mindre system.

”Dokumentationen har taget over. Alle vil have ryggen fri, og hvis du ikke har skrevet det, så er det ikke sket.”

Sådan svarer brandmand Peter Ørnbo, når han forholder sig til velfærden i sin dagligdag og i samfundet generelt. Igennem de seneste 21 år har han været ansat i Hovedstadens Beredskab. Han elsker sin arbejdsplads. Men han har været vidne til mange besparelser og det er gået for vidt. Hanan og mange andre har længe og forgæves advaret mod flere nedskæringer. Der er skåret ind til benet, og det et svært at finde kloge besparelser. 

”Nedskæringerne skulle have stoppet for 10 år siden. Vi er nu så tyndt besatte, at vi er sårbare, når der sker flere hændelser samtidigt. Man kan jo ikke slukke brande og redde liv med kuglepenne og lommeregner. Der skal bruges hænder - især ved store hændelser,” siger Peter Ørnbo. 

Han understreger, at han ikke generelt er imod besparelser. Selvfølgelig skal man til hver en tid vurdere, om man anvender ressourcerne bedst muligt.
”Da Hovedstadens Beredskab i sin tid begyndte at vurdere på den enkelte brandalarm, og stoppede med at rykke ukritisk ud med massive styrker til alle alarmer, var det en besparelse, der gav mening. Men vi har for længst nået smertegrænsen for meningsfulde besparelser,” siger han.

Arbejdsglæde på retur 
Sideløbende med nedskæringerne har de ansatte i brandvæsnet fået flere og flere opgaver, og der bliver sjældent sat tid af til fordybelse, arbejdet med fejlkilder og andre mere strategiske opgaver. Alt handler om at løse den næste presserende arbejdsopgave. Det ødelægger ens faglige stolthed og ikke mindst arbejdsglæden, og det er tåbeligt, for var det anderledes, kunne det sikkert spare både en masse tid og besvær, påpeger Peter Ørnbo.

Han oplever i det store hele, at tempoet er steget voldsomt, og at særligt ambulancefolkene er pressede, fordi Akuttelefonen 1813 har genereret en del ekstra ambulanceture:

”Mange borgere har også i dag en en langt større forventning til servicen end tidligere. Vi oplever jo, at folk som udemærket kan fragte sig selv til hospitalet, også ringer efter ambulancen", siger Peter Ørnbo.

Frihed under ansvar
Meget bør være anderledes, og når Peter Ørnbo ser på fremtidens velfærd og politikernes plan om, at vi alle skal være længere på arbejdsmarkedet, er han ikke i tvivl om, at det er nødvendigt med ændrede økonomiske rammer i det offentlige, og at politikerne udviser langt større tillid til de ansatte. For uden tillid og tid til faglig fordybelse, kan ingen holde til et langt arbejdsliv.

”Det er jo politikerne, der udstikker rammerne. Og de bliver nødt til at stoppe besparelserne og give os mulighed for at arbejde uden for meget dokumentation. Jeg synes, vi skal satse på frihed under ansvar,” foreslår Peter Ørnbo. 

Pension efter behov
Presset på medarbejderne er ifølge Peter Ørnbos alt for stort. Et pres som han ikke alene ser på sin arbejdsplads, men oplever som en generel tendens i tiden. Derfor synes han heller ikke, at muligheden for en tidlig pension skal forbeholdes bestemte faggrupper på arbejdsmarkedet.

"Vi har altid kunne gå på pension som 60-årige, hvilket der jo var en grund til. Derfor er det helt absurd at forestille sig, at vi nu skal arbejde, til vi er 68 år. For nogens vedkommende til de er 70 eller mere. Jeg er i hvert fald sikker på, at vi aldrig kommer til at redde folk som 68-årige", siger brandmanden og fortsætter:

"Det skal være muligt at trække sig, hvis der er behov for det. I min verden handler det ikke så meget om, hvilken faggruppe man tilhører. For der kan være mange årsager til, at folk ikke kan arbejde længere.”