FOA vil høre stemmen fra hverdagen – for eksempel din

Hvad skal FOA arbejde for i de næste tre år? Hvad er vigtigst for dig? Hvad skal forandres?
De spørgsmål stiller FOA til alle sine medlemmer forud for forbundets kongres til oktober.

FOAs forbundsformand Mona Striib understreger, at det er medlemmernes vilkår, der skal være i centrum for debatten – og for de efterfølgende beslutninger på kongressen.

”Vi ved, at vilkårene er under stigende pres. Og det er vores pligt både at lytte og handle på de forhåbentlig mange medlemsudsagn, der vil komme ud af debatten,” siger Mona Striib.

Debatten skydes i gang i dag, mandag den 11. februar. Man kan deltage i debatten på FOAs facebook-side eller via sms. Tilmeld dig sms-debatten her.

Debatten vil fortsætte i de 38 lokale FOA-afdelinger hen over foråret. Alle lokale afdelinger har debatmøder med medlemmer, for at blive klogere på, hvad der er det vigtigste, FOA skal arbejde for i de næste 3 år. Hør i din afdeling, hvornår og hvordan det er grebet an lokalt.

Den 9.-11. oktober 2019 mødes små 600 delegerede til kongressen i Odense.  

”Vi vil gøre alt for en involverende debat. FOA er til for medlemmerne, og vores håb og forventning er, at vi får truffet nogle klart bedre beslutninger som følge af processen,” siger Mona Striib.

Læs mere om processen.