Ny handlingsplan mod vold og trusler om vold i ældreplejen
Sundhedsstyrelsens handlingsplan mod udadreagerende adfærd er et godt initiativ, mener næstformand i FOAs Social- og sundhedssektor
Af: Claus Walther
Hver tredje medarbejder på døgninstitutioner og i hjemmeplejen har været udsat for vold eller trusler om vold i 2018. Det viser tal fra Det Nationale Forskningscenter for arbejdsmiljø.
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en handlingsplan, som skal forebygge og reducere udadreagerende adfærd i ældreplejen med særligt fokus på at skabe tryghed for både borgeren, medarbejderen og de pårørende. Handlingsplanen kommer efter, at Regeringen og DF i Finansloven har afsat 60 millioner i perioden 2019 til 2022 til at afhjælpe problemet.
”Vi har længe gjort opmærksom på problemet med udadreagerende adfærd i ældreplejen, så vi er meget glade for, at der nu også kommer fokus på det fra centralt hold. Nu håber vi, at det også kommer til at slå igennem ude på arbejdspladserne,” siger Vinni Jakobsen, næstformand i Social- og sundhedssektoren i FOA.
Overset problem
Vinni Jacobsen fortæller, at mens der tidligere mest har været fokus på vold og trusler om vold på for eksempel bosteder, så har ældreplejen været overset.
”Det er en svær problematik. Tryghed og trivsel er fundamentale elementer i ældreplejen, og det gælder for både borgere og medarbejdere. Det er meget positivt, at sundhedsstyrelsen og handlingsplanen anerkender, at de ansattes arbejdsmiljø og borgernes trivsel er to sider af samme sag,” mener Vinni Jakobsen.
Handlingsplanen tager afsæt i at skabe en fælles ramme, som i højere grad end i dag forener borgerens og medarbejderens perspektiv og situation. Handlingsplanen foreslår metoder og tilgange på både arbejdsmiljø- og demensområdet baseret på den nyeste viden og lovende erfaringer fra det daglige arbejde. Formålet er at skabe et fælles fagligt ståsted, som medarbejdere og ledere i ældreplejen kender og kan arbejde ud fra.
”Med handlingsplanen er der også afsat midler til kompetenceudvikling for de ansatte i ældreplejen. siger Vinni Jakobsen, der også hilser tiltaget med at tilbyde arbejdspladserne konkret støtte, i form af implementerings- og læringsforløb, velkomment.
FOA´s næstformand i Social- og sundhedssektoren fremhæver endvidere, at handlingsplanen fastslår lederne skal have de rette kompetencer og muligheder, for at kunne skabe og vedligeholde et fagligt miljø. Det er fx vigtigt med tydelig ledelse, der muliggør, at der er tid og rum til supervision. Lederens synlighed er afgørende for at sikre gode rammer og en tydelig, faglig retning.
”Helt grundlæggende handler det om at arbejde forebyggende med at sikre et godt arbejdsmiljø ude på arbejdspladserne. Forudsætningen for at vi kan lykkes med at forebygge og reducere udadreagerende adfærd, er at de organisatoriske, ledelsesmæssige og faglige rammer er tilstede,” fastslår Vinni Jakobsen.
Du kan læse hele handlingsplanen her