• Læs op
• Udskriv

Man mister en del af sin identitet, når man ikke længere har et arbejde. Og det er svært. Det var det især de første år efter, Sanne Molz blev sagt op fra sit deltidsjob som social- og sundhedsassistent i den kommunale hjemmepleje i efteråret 2011. Siden har hun fået diagnosen ”svær borderline”, en psykisk lidelse, som kombineret med angst og lungesygdommen KOL har gjort det umuligt for Sanne at have et regulært arbejde.

”Jeg har altid fornemmet, at jeg fejlede noget psykisk og troede måske, at jeg var deprimeret. Jeg er meget sort-hvid. Og når jeg er sort, er det helt forfærdeligt. Det er faktisk svært at tale om,” fortæller Sanne, der lavmælt giver eksempler på, hvordan hendes borderline kommer til udtryk: Selvskadende adfærd som at skære i sig selv, men også selvmordstanker og –forsøg.

”Men jeg kunne også være ond i det over for andre,” siger hun.

Sanne har ellers formået at holde facaden udadtil. Men da hun og hendes mand fik en søn i 2006, blev hun for alvor udfordret.

”Der sker jo noget i en, når man får et barn. Det kræver noget helt andet af en at være forælder,” siger hun.

Hun begyndte at få angstanfald, som – kombineret med lungesygdommen – gjorde, at hun ikke kunne få vejret og derfor heller ikke kunne komme ud af døren og på arbejde. Hendes leder udviste stor forståelse. Hun fik en særordning, hvor hun kunne melde ind og ud på den enkelte dag, om hun kom på arbejde eller ikke. Men til sidst blev hendes fravær for stort, og lederen mente, at Sanne skulle koncentrere sig om at få det bedre.

Levede alene af mandens løn
Et halvt år efter opsigelsen kom Sanne på sygedagpenge. Allerede efter få måneder, standsede kommunen dog udbetalingerne. Jobcenteret ville ikke anerkende, at hun var syg. Der trådte ikke en anden ydelse i stedet, så i ni måneder levede familien alene af mandens indkomst. Sanne rejste en sag igennem sin fagforening, FOA, og kommunen tabte sagen og måtte efterbetale sygedagpengene.

I oktober 2013 blev Sanne indstillet til ressourceforløb – og fik derfor en ydelse svarende til kontanthjælp. En lønnedgang, som familien tydeligt mærkede. Sannes mand, der dengang var selvstændig, øgede i en periode sin egen løn af samme årsag. Ellers ville deres økonomi ikke hænge sammen.

Imens gik det stadig værre derhjemme. En hjemmesygeplejerske, der kom i Sannes hjem for at hjælpe hende med at tage sin medicin, var bekymret over kontakten imellem Sanne og hendes søn. Hun var hård ved ham. Det indberettede sygeplejersken til kommunen.

”Jeg kunne godt selv se det. Og det skræmte mig at se et mønster gentage sig, fra det, jeg selv oplevede som barn, og som har udløst min borderline,” siger Sanne.

I begyndelsen kom sønnen i aflastning 15 dage om måneden. Men det blev hurtigt udvidet til, at han kom i familiepleje. Det var vanskeligt for folk omkring dem at forstå. Kunne Sannes mand da ikke afbøde for, at Sanne var syg?

”Men han var på arbejde, så han var der jo ikke hele tiden, når jeg var sammen med vores søn.”

Fandt selv praktikforløb
Sannes støtte-kontakt-person opfordrede hende til at gå til lægen for at få afklaret, hvad hun fejlede, og efter en samtale med læge i psykiatrien faldt diagnosen i sommeren 2015.

Jobcentret hørte Sanne i mellemtiden ikke meget fra de første tre år af sit ressourceforløb. Af og til fik hun oplyst, at hun havde fået ny sagsbehandler. Selv ville hun gerne have en afklaring, i stedet for at sejle rundt i Ingenmandsland. Derfor gik hun ned til den lokale brugs og spurgte, om hun kunne komme i et praktikforløb hos ham, hvad han sagde ja til.

”For jeg ville jo gerne selv have afklaret, hvad jeg kunne. Eller, at jeg ikke kunne arbejde.”

Hendes sagsbehandler mødte på første dag op og talte i 10 minutter med arbejdsgiveren for at sætte rammerne for forløbet. En gange tre timer ugentligt skulle Sanne arbejde. Når hun var der, gik det fint, taget i betragtning, at der måtte tages hensyn til hendes lungesygdom. Men stadig oftere var hun syg med angst og kunne ikke møde ind. Og når hun havde arbejdet, brugte hun flere dage på at restituere. Det bemærkede hendes støttekontaktperson, som fik praktikforløbet afbrudt efter få måneder.

Ny sagsbehandler og nyt ressourceforløb
Jobcentret var stille igen derefter – også selv om FOA flere gange rykkede for at få bevægelse i sagen. I 2017 fik Sanne ny sagsbehandler. Sin fjerde. Hun ville indhente alle oplysninger om Sanne på ny. Men hun blev siden sygemeldt, og her i 2018 har Sanne fået sin femte sagsbehandler, som indkaldte hende til et møde med rehabiliteringsteamet. Beslutningen er blevet at sende Sanne i et nyt ressourceforløb, som hun har været i siden oktober i år. Men teamet vil overveje, om Sanne skal have førtidspension, er hendes eget indtryk.

I dag har Sanne sluttet fred med, at hun ikke kommer tilbage i et regulært arbejde. Det handler om at leve så fredeligt som muligt med de udfordringer, hendes sygdom giver. Derfor håber hun inderligt, at hun snart bliver tilkendt en førtidspension.