Aeldrepleje
Mange ældre kommer i klemme, når det kommunale og det regionale system ikke samarbejder tilstrækkeligt. Nyt forslag om fælles finansiering kan være løsningen.
Foto: Colourbox

Nyt forslag skal gøre op med kassetænkning

Alt for mange mennesker falder mellem to stole, fordi det regionale- og det kommunale system ikke altid samarbejder. Det skal et nyt forslag fra fire organisationer råde bod på.

Afsæt penge til en fælles pulje som regioner og kommuner står bag som en samlet aktør. Med fælles økonomi og fælles ledelse.

 

Sådan lyder et forslag fra FOA, Dansk Sygeplejeråd, Lægeforeningen og Danske Patienter.

 

Organisationerne anbefaler, at puljen bliver afsat som et forsøg i forbindelse med den kommende økonomiaftale mellem staten og kommuner og regioner.

 

Koordinator skal sikre sammenhængen

Forslaget skal sikre en bedre sammenhæng mellem det regionale system – hospitalerne – og det kommunale system, fx ældreplejen.

 

”Vi ser alt for tit at borgere kommer i klemme, fordi de to systemer er optaget af kassetænkning og økonomi i stedet for at sætte borgeren i centrum og tænke behandling ud fra en helhed,” siger sektorformand Karen Stæhr.

 

”I ældreplejen ser vi fx mange ældre, der bliver hurtigt udskrevet fra hospitalerne, men ikke får den fornødne behandling og træning, når de kommer hjem og derfor hurtigt bliver genindlagt. Det dur ikke.”

 

Helt konkret forslår organisationerne, at der etableres en forløbskoordinator, som skal være bindeledet mellem hospital og de borgernære indsatser og dermed sikre et helhedsorienteret forløb for borgerne.

 

De fire organisationer foreslår også, at man i psykiatrien etablerer psykiatrihuse a la Psykiatriens Hus i Silkeborg, hvor der er fælles rammer for både den kommunale socialpsykiatri og den regionale behandlingspsykiatri.

 

Det største problem

Danske Patienter, som er en paraplyorganisation for patient og pårørende foreninger, mener, at den manglende sammenhæng mellem hospital, kommune og egen læge er sundhedsvæsenets største problem.

 

”Løsningen med ansvarsplacering mellem regioner og kommuner har vi prøvet i årtier – det har ikke virket. Nu må vi prøve noget nyt. Og vi mener, at en fælles kasse mellem kommuner og regioner er det rigtige at prøve af nu. Det kan ophæve kassetænkningen og flytte fokus fra den enkeltes indsats til patientens samlede forløb,” siger formand Camilla Hersom fra Danske Patienter.