Per Andersen - ordblind sosu-assistent
Per Andersen er glad for, at hans tidligere praktiksted har medgivet, at han ikke fik den hjælp han som ordblind har krav på. Drømmen om at videreuddanne sig til sosu-assistent er ikke helt slukket. “Når jeg har overskuddet, kan det være, at jeg prøver igen.”
Foto: Niels Åge Skovbo

Ordblind fyret på grund af sit handikap: Nu får han stor godtgørelse

Per Andersen var ærlig om sin ordblindhed, da han søgte ind på sosu-uddannelsen. Alligevel endte han med at
blive fyret fra praktikken på grund af sit handikap. Nu skal arbejdsgiver betale 160.000 i godtgørelse, skriver fagbladetfoa.dk.

Da Per Andersen gik i folkeskole, troede han, at han var dum. Det var han ikke, fandt han ud af som voksen. Han var ordblind. Alligevel klarede han at uddanne sig til social- og sundhedshjælper i 2011. Og det blev han så glad for, at han i 2016 fik lyst til at videreuddanne sig til social- og sundhedsassistent.

“Jeg vidste, det ville blive svært, for det mærkede jeg under uddannelsen til hjælper, men der fik jeg blandt andet støtte af en kontaktperson,” siger Per Andersen.

Lagde kortene på bordet

Han forsøgte ikke at skjule, at han var ordblind, da han søgte ind på uddannelsen til social- og sundhedsassistent.

“Jeg var bundærlig og skrev, at jeg havde læsevanskeligheder,” siger Per Andersen til fagbladetfoa.dk.

Han oplevede, at skolen tog ansvar ved blandt andet at udstyre ham med en it-rygsæk. Per Andersen ville også gerne sikre sig, at praktikken blev god.

Derfor tog han et møde med den afdeling på Herning Sygehus, hvor han skulle i praktik, 14 dage før han skulle starte.

“Jeg følte mig godt tilpas på afdelingen, og de var virkelig søde og dygtige, men det var et problem at få den rette hjælp,” siger Per Andersen.

Eksempelvis fik afdelingen først efter lang tid installeret et læse og skriveværktøj på computerne, der kan hjælpe med oplæsning. Og Per fik heller ikke ekstra tid til lektiehjælp, som han som ordblind har krav på. 

Da han nåede til midtvejssamtalen, viste det sig, at han var bagud på de mål, der ligger for praktikken. Blandt andet i forhold til at kunne vurdere en syg patient.

  

Fyret af praktikstedet

Kort efter blev praktikken afbrudt, fordi Per Andersen brækkede sin storetå. Da han begyndte på ny, var forløbet det samme. Og da han igen nåede til midtvejssamtalen, var han endnu engang efter sine mål.

“De sagde: ‘Du har det ikke i dig’. Og så blev jeg fyret. Jeg vidste jo godt, at jeg var Bambi på glatis. Men jeg ved, jeg har det i mig. I mit arbejde som hjælper har jeg tit fået at vide, at jeg kan meget mere, end jeg skal,” siger Per Andersen.

  

FOA tog sagen

Efter fyringen kontaktede Per sin fagforening, FOA Herning, for at finde ud af, hvad han skulle gøre. Med udgangspunkt i Forskelsbehandlingsloven valgte afdelingen at rejse sagen i PASS, som er et fagligt udvalg for den pædagogiske assistentuddannelse og social- og sundhedsuddannelserne.

Der blev indgået et forlig med Region Midtjylland, som skal betale 160.000 kroner i godtgørelse. Per vidste ikke, at han havde den mulighed, men afgørelsen er vigtig for ham.

“Jeg gik med en følelse af, at jeg ikke duede til det. Men nu er det bevist, at jeg skulle have haft mere hjælp,” siger han.

Per er for nylig startet i et nyt job som sosu-hjælper på et plejehjem. Han blev tilbudt at tage resten af uddannelsen på sygehusafdelingen, men det havde han ikke mod på, selvom lysten til at blive sosu-assistent stadig spirer i ham. Region Midtjylland har ikke ønsket at kommentere sagen.

 

Vejen til erstatning

2011: Per Andersen uddanner sig til socialog sundhedshjælper.

August, 2016: Begynder på uddannelsen til social- og sundhedsassistent.

November, 2016: Første praktik på mavetarm-kirurgisk afdeling A2 på Herning Sygehus. Praktikken afbrydes, da Per brækker sin storetå.

Marts, 2017: Begynder i praktik igen på samme afdeling.

Maj, 2017: Per bliver fyret fra sin praktikstilling.

November, 2017: Forlig i PASS. Region Midtjylland skal betale en godtgørelse på 160.000 kr. til Per efter Forskelsbehandlingsloven.