Borgmester: Gravide skal ikke straffes
En del kommuner undlader at forlænge uddannelsesaftalerne for gravide elever. Men flere kommuner sadler nu om.
Af: Merete Nielsen og Finn Danielsen
Opdateret 18. marts kl. 9.15
Måske er der nye tider på vej for elever, der får børn under deres uddannelse. I hvert fald har flere kommuner for nylig taget en principiel beslutning om at forlænge uddannelsesaftaler, sådan at eleverne er ansat i kommunen under hele deres barsel frem for at blive sendt på barselsdagpenge og skulle genansættes ved endt barsel.
Det gælder København, Aalborg, Brøndby, Vallensbæk og senest Holbæk og Lyngby-Taarbæk, skriver Fagbladet FOA.
Fagbladet FOA kender desuden til en række andre kommuner, hvor man overvejer sin nuværende fremgangsmåde.
Strid om uddannelsesaftale
Borgmester i Lyngby-Taarbæk Sofia Osmani er glad for, at praksis i hendes kommune nu bliver lavet om.
”Folk skal have lov til at blive gravide. Det er ikke noget, man skal straffes for,” siger hun til Fagbladet FOA.
Kommunernes Landsforening (KL) og Undervisningsministeriet tolker uddannelsesaftalen forskelligt.
Ifølge KL har gravide ikke krav på at få deres uddannelse forlænget, og det kan for voksenelever ifølge KL betyde en nedgang i indtægt på op til 4.000 kroner om måneden. Undervisningsministeriet mener derimod, at eleverne skal have forlænget deres aftale.
Elev: Troede jeg var beskyttet
Sofia Osmani mener, at tvivlen om regelgrundlaget må komme eleverne til gode, men efterlyser en afklaring af konflikten.
”Der er klart behov for at finde ud af, hvad der er op og ned i loven. Med vores beslutning undgår vi at gøre noget, der måske senere viser sig at være en unødig restriktiv fortolkning eller for hård behandling af eleverne.”
Laila Moslund fra Svendborg er en af de sosu-elever, der føler sig ramt af, at der er usikkerhed om reglerne. Hun er på barsel med sin søn og har ikke fået forlænget sin uddannelsesaftale.
”Man regner jo med, at man er beskyttet som gravid, så jeg blev meget overrasket, da jeg fik at vide, at der først bliver taget stilling til mit uddannelsesforløb, når min barsel er slut,” siger hun til Fagbladet FOA.
FOA vil fastholde presset
Nanna Højlund, forbundssekretær i FOA, er glad for, at flere kommuner nu vælger at tolke lovgivningen til fordel for eleverne.
”Alt andet er helt urimeligt over for de gravide. Derfor vil vi i FOA fortsætte med at lægge pres på borgmestrene i de kommuner, som efter vores mening har en forkert praksis.”