Kollegerne på plejehjemmet Tårnbygård har let til grin og godt humør. De respekterer hinandens forskelligheder og har stor omsorg for hinanden. Her sosu-assistenterne Heidi Brandt og Heidi Larsen og sosu-hjælperne Connie Buddig, Maria Bruun, Phangchai Phonkun og Vibeke Tatli.
Foto: Jørgen True

Kolleger med omsorg og godt humør

Gode kolleger er afgørende for trivsel på jobbet, men tidspres kan gøre det sværere at have overskud til kollegerne.

En kop kaffe eller noget koldt at drikke. Social- og sundhedshjælper Maria Bruun viser sin kollegiale omsorg for social- og sundhedsassistent Heidi Brandt, der står og doserer medicin. Det er et af de små dagligdags eksempler på den omsorg, de har for hinanden i teamet stueetagen på plejehjemmet Tårnbygård på Amager.

Omsorgen kan også være at lytte til hinandens oplevelser med beboerne og at tilbyde sin hjælp, hvis en kollega er presset. Og det kan være et godt grin sammen, der får arbejdsdagen til at glide nemmere.

”Vi er opmærksomme på hinanden og aflaster og hjælper, når en kollega har brug for det. Det ligger helt på rygraden, vi gør det bare,” siger Maria Bruun.

Heidi Brandt har kun arbejdet et år på Tårnbygård, og hun kom fra en arbejdsplads, der var helt anderledes, og hvor hun følte sig meget alene og uden hjælp og støtte fra kollegerne.

De fleste har et godt forhold til kollegerne
De allerfleste FOA-medlemmer er tilfredse med forholdet til kollegerne. Det viser en ny undersøgelse, som FOA har foretaget blandt medlemmerne. To ud af tre af deltagerne i undersøgelsen er helt enige i, at de har et godt forhold til kollegerne, og knap hver tredje er delvist enige.

Men undersøgelsen viser også, at der er en direkte sammenhæng mellem tid og kollegaskab. Jo mere tid, medlemmerne har til at udføre deres arbejde, des bedre er forholdet til kollegerne.

Tid er også afgørende for, om kollegerne er villige til at lytte til problemer med arbejdet og til at yde hjælp og støtte.

Bekymret over tidspresset
”Det er positivt, at der er det store sammenhold og oplevelsen af at have dejlige kolleger,” siger Charlotte Bredal, arbejdsmiljøkonsulent i FOA, ”men det er meget bekymrende, at tidspresset på mange arbejdspladser er så stort, at det går ud over overskuddet til kollegerne.”

På Tårnbygård er fællesskabet stærkt, også når de har travlt. Arbejdsmiljørepræsentant Vibeke Tatli:

”Tidspres skal ikke gå ud over hverken beboerne eller vores forhold til kollegerne. Vi vil bare ikke have det. Heller ikke stress. Vi gør tingene sammen, og vi er rigtig gode til at tage over for hinanden,” fastslår hun.