Tillidsrepræsentant afviser kritik af Risskov

Plejere på Retspsykiatrisk Afdeling på Risskov har gennem den seneste tid været anklaget for at være voldelige mod patienterne. Nu tager tillidsrepræsentanten til genmæle.

Plejerne slår, sparker og ydmyger patienterne. Sådan lyder anklagen ifølge BT fra en tidligere ansat på Retspsykiatrisk Afdeling på Risskov.

Men det billede genkender Bent Lykke Sørensen ikke. Han er tillidsrepræsentant på den pågældende afdeling, og han undrer sig over anklagerne.

Mindste middel princippet

”Hvis patienterne er uregerlige, tager vi selvfølgelig fat. Men vi benytter os altid af mindste middel princippet, og når vi er tvunget til at gribe ind, gør vi det for at beskytte os selv, andre ansatte eller patienter”, siger han til foa.dk.

Mindste middel princippet betyder, at tvang altid skal stå i rimeligt forhold til det, man som plejer ønsker at opnå.

På spørgsmålet, om man som ansat ikke kan gå for langt i magtanvendelsen, svarer Bent Lykke Sørensen.

Ansatte frustrerede over anklager

”BT omtaler et konkret tilfælde med en ansat, der gik alt for langt og slog en patient, men den episode blev der taget fat på, og personen kom til tjenstlig samtale og valgte selv efterfølgende at sige op.”

Bent Lykke Sørensen fortæller, at de ansatte er frustreret over anklagerne.

”Alle, der arbejder i afdelingen, har et omsorgsgen. Vi kan faktisk lide vores arbejde. Så det frustrerer os at læse om de her anklager.”

Bent Hansen – BT tegner et forkert billede

Regionsformand for Danske Regioner, Bent Hansen, afviser over for P4 Østjylland, at de ansatte på Retspsykiatrisk Afdeling på Risskov mishandler patienterne.

”Men at bruge den her sag til at male et helt forkert billede af Psykiatrisk Hospital som et sted, hvor behandlingen er helt skæv - intet kunne være mere forkert”, siger han til P4 Østjylland.