Ansatte i hjemmepleje: Se os bare i kortene

Hellere kontrol end mistænkeliggørelse, siger medarbejderne i Syddjurs Kommunes hjemmepleje.

”Vi vil hellere have kontrol end en generel mistænkeliggørelse af vores arbejde.”

Sådan er indstillingen blandt de omkring 400 ansatte i hjemmeplejen i Syddjurs Kommune.

I kølvandet på TV 2s indslag om svigt i dele af hjemmeplejen i Købehavn blev hjemmeplejen i Syddjurs også beskyldt for slendrian og svigt. Det skete i en artikel i et lokalt dagblad, hvor en ansat i et vikarbureau anonymt rejste anklager mod flere midtjyske kommuners hjemmepleje. Syddjurs Kommune blev specielt fremhævet.

Anonym kritik fik følger

Kritikken vakte intens debat blandt kommunens politikere, og ledelsen af ældreplejen besluttede, at der skal være mere kontrol i hjemmeplejen.

Derfor er der nu afsat seks timer om måneden, som hver af de otte teamledere skal bruge på kontrol af arbejdet i deres eget team.

Kontrollen kan for eksempel ske ved uanmeldte besøg hos en borger, når ansatte efter planen skal være der. Teamlederen kan også følge en bestemt ansat i nogle timer og se, hvordan arbejdet udføres i forhold til den tid, der er afsat.

Principielt imod

De ansattes fællestillidsrepræsentant Jette Vika Jørgensen er principielt i mod mere kontrol.

”Vi bliver i forvejen kontrolleret via vores PDA’ere og ved den dokumentation, som vi skal levere. Derfor er der efter min mening ikke brug for flere kontrol-foranstaltninger,” siger hun til foa.dk.

Men på møder for alle ansatte i hjemmeplejen har det vist sig, at medarbejderne accepterer ledelsens beslutning om kontrol.

Accepterer ekstra opgave

”Vi har rent mel i posen og ikke noget at skjule. Derfor er holdningen blandt kollegerne, at de hellere vil have disse besøg end en generel mistænkeliggørelse hængende over hovedet. Det må jeg som fællestillidsrepræsentant selvfølgelig acceptere, selv om jeg mener, at vi har kontrol nok,” siger Jette Vika Jørgensen.

For teamlederne er der tale om en ekstra opgave, som de må løse oven i deres øvrige arbejde. Det har teamlederne accepteret, oplyser Jette Vika Jørgensen.

Kontrollen er ikke gået i gang endnu, men det ventes at ske meget snart.