Der skal fastsættes grundnormeringer i dagpleje og daginstitutioner

FOA foreslår, at der via lovgivning indføres bestemmelser om grundnormeringer på dagtilbudsområdet, som kommunerne ikke kan gå under.

Ordentlige personalenormeringer er ikke i sig selv nok til at sikre kvalitet i dagtilbuddene, men det er dokumenteret, at der er en sammenhæng mellem normeringsforholdene og mulighederne for at sikre børnene en god hverdag. Følgende normeringer bør derfor gælde:

  • I daginstitutioner skal der højst være tre 0-2 årige børn pr. medarbejder og tilsvarende højst seks 3-5 årige børn eller ti 6-10 årige børn pr pædagogisk medarbejder.
  • For de 6-10 årige indføres samme bestemmelser i skolefritidsordninger.
  • I dagplejen skal den enkelte medarbejder højst modtage tre faste børn, og der skal herudover kunne modtages et yderligere barn i gæstedagspleje. Der skal være ansat mindst én dagplejepædagog for hver 12 dagplejere.

Flere børn = mindre trivsel

Det er dokumenteret, hvordan en ændring af normeringen fra tre til fem 2½-4½ årige børn pr. voksen øgede forekomsten af adfærdsforstyrrelser og konflikter og resulterede i mindre trivsel. Ændringen havde især betydning for ængstelige og hæmmede børn. Den ændrede normering førte endvidere til en fordobling af personalets sygefravær.

Andre undersøgelser viser, at i overfyldte dagtilbud er børnene tilbøjelige til at være aggressive, trække sig tilbage eller være hyperaktive.

Kilde: Børnehavens betydning for børns udvikling, SFI - Christoffersen og Nielsen, 2009

Utilstrækkelig omsorg  

Risikoen for, at de ansatte oplever, at omsorgen hyppigt er utilstrækkelig er dobbelt så stor i daginstitutioner, der ligger i den lave ende med personalenormering, som i daginstitutioner, hvor personalenormeringen er relativt god.

Daginstitutionernes hverdag, FOA 2010

Reel normering er ringere

Tager man højde for den tid, der går til ”andet arbejde”, er der i gennemsnit i dagens løb:

  • i vuggestuer: 4,9 børn pr. voksen
  • i børnehaver og aldersintegrerede daginstitutioner: 10,5 børn/børneenheder pr. voksen


Tallene tager ikke højde for situationen ved sygdom blandt personalet. De fleste daginstitutioner tager vikar ved barsel og langvarig sygdom, men kun de færreste steder er der vikar ved kortere sygdom.

Daginstitutionernes hverdag, FOA 2010

Kun én voksen

Mange steder er en medarbejder alene med børnene inden for åbningstiden. Kun 42 pct. af daginstitutionerne har både to medarbejdere fra åbningstids start og to medarbejdere frem til lukketid.

Daginstitutionernes hverdag, FOA 2010