Frustreret pedel: Vi må finde os i skidtet

Per Lydersen er en af de skolepedeller, der bruger meget tid på at kontrollere og påpege mangler ved udliciteret rengøring.

Fingeren kører langs med gulvet. Igen i dag er der ’gevinst’ i form af jord og støv, der har samlet sig under ribberne i gymnastiksalen.

Per Lydersen, pedel på Sorgenfriskolen i Lyngby Taarbæk Kommune, er i færd med sin daglige runde på skolen. En runde, der ofte afslører mangelfuld rengøring.

Bedre er det ikke på et af gårdtoiletterne. Toiletkummen er fyldt med afføring, og håndvasken og vindueskarmen er plettet af snavs. På gulvet ligger støv og grus i små bunker. Sådan så toilettet også ud, da Fagbladet FOA var forbi dagen før.

Lærerne klager
”Ifølge kontrakten skal toiletterne endda gøres rent to gange i døgnet,” fordi vi har børn til klokken 17,” siger Per Lydersen til Fagbladet FOA.

Han er en af de pedeller, som dagligt bruger tid på at kontrollere og klage over rengøringen, der de seneste to år er blevet varetaget af firmaet Allianceplus.

Og han er langtfra den eneste pedel, der er utilfreds med kvaliteten leveret af et privat firma. Det fremgår af en undersøgelse blandt teknisk servicemedarbejdere og -ledere, som FOA og 3F har foretaget.

Her siger 2 ud af 3, at kvaliteten er god eller meget god de steder, hvor rengøringen varetages af kommunens egne medarbejdere. Kun 14 procent mener det samme om kvaliteten leveret af private firmaer.

’Man føler afmagt’
Ud over at tjekke for støv og pletter må Per Lydersen hver morgen sikre, at der for eksempel ikke står rengøringsmidler fremme på toiletterne.

Flere gange om ugen tikker der mail ind fra skolens lærere og pædagoger, der er utilfredse med rengøringen. Per Lydersen sender dem videre til kommunen, men det ændrer ikke noget.

”Man føler afmagt, og til sidst tænker man jo, at så må det bare være sådan. Alligevel gør det ondt, for jeg ved, at gulvene hurtigere skal udskiftes. Grus, der ikke bliver fjernet, slider ekstra på gulvet.”

Fantastisk rengøring – ifølge statistikken
Hver måned udfylder Per Lydersen et skema og giver karakterer til rengøringen. Og de er som regel i den gode ende.

”Allianceplus kommer med skemaet til mig, og i dagene op til gør de typisk ekstra rent. Det betyder, at jeg giver pæne karakter, så når man kigger på kommunens statistik, har vi fantastisk rengøring, men det er ikke et retvisende billede,” siger han. 

Per Jensen, der er controller inden for rengøring i Lyngby Taarbæk Kommune, kan ikke genkende billedet af dårlig rengøring.

”Over 90 procent af vores institutioner – herunder skolerne – er tilfredse eller meget tilfredse med rengøringen. Vi har månedlige rapporter om, hvordan det går, og det er ikke bare et øjebliksbillede, men kvaliteten set ud over en måned,” siger han til Fagbladet FOA.

Fagbladet FOA har forsøgt at få en kommentar fra Allianceplus, men administrerende direktør Henrik Nordenlund ønsker ikke at udtale sig.