FOA på Folkemøde 2012
Højtuddannede lever længere end lavtuddannede. FOA og Pensam sætter fokus på sundhed for alle ved årets folkemøde på Bornholm.

FOA laver dilemma-event i 3D

Sundheden er ulige fordelt i Danmark. Det sætter FOA og Pensam fokus på, når folkemødet i morgen åbner på Bornholm.

Højtlønnede mænd lever 10 år længere end lavtlønnede mænd. Og højtlønnede kvinder lever 6 år længere end lavtlønnede kvinder. Samtidig er risikoen for, at de kortuddannede glider for tidligt ud af arbejdsmarkedet 178 procent højere, end den er for de langt uddannede.

Det er denne ulighed i sundhed, som FOA og Pensam sætter på dagsorden i teltet på Ydermolen i Allinge Havn ved årets folkemøde.

3D-event i teltet

Konkret sker det ved en dilemma-event, hvor KLs formand Erik Nielsen, formand for regionernes sundhedsudvalg Ulla Astman, sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen og FOAs formand Dennis Kristensen skal klare sig igennem et fiktivt sygdomsforløb i en dilemma-event.

”Målet med eventen er at synliggøre, hvor stor forskel der er på din sundhed afhængig af, hvor lang en uddannelse du har. Men vi håber, at eventen kan synliggøre det på en helt anderledes og mere nærværende måde end lange rapporter gør det,” fortæller projektleder i FOA, Tina Duegaard Andersen til foa.dk.

Zumba og sundhedstjek

Dilemma-eventen er dog ikke det eneste, der foregår i FOA og Pensams telt på Bornholm. Der bliver også rig mulighed for at høre foredrag – blandt andet med Nanett Borre, der har skrevet bogen ”små glade ben” om børns motorik. Der er konkurrencer, og børn kan tegne tegninger om sundhed. Og hvis man trænger til at få tjekket sin egen sundhed, er det muligt i Pensams sundhedsbus, der alle dage holder uden for teltet.

Lørdag formiddag kan man også få rørt sig, når FOAs Zumba-træning finder sted foran teltet.

Folkemødet Bornholm finder sted for andet år i træk, og flere hundrede organisationer, virksomheder og politikere har meldt deres ankomst.

FOA og Pensams telt er åbent fra torsdag den 14. juni kl. 15 til søndag eftermiddag.