Pressemeddelelse

Aftale om forebyggelse af konkurser er et skridt i den rigtige retning

Regeringens aftale om forebyggelse af konkurser i private plejefirmaer indeholder en række positive tiltag, men mangler det sidste for at sikre borgere og medarbejdere, mener FOA.

   
Regeringen har sammen med folketingets øvrige partier netop vedtaget en plan, der skal komme de mange konkurser i den private ældrepleje til livs.
 
Aftalen indeholder en række gode tiltag. Tiltag som FOA tidligere har peget på, og som er helt nødvendige for at reducere antallet af konkurser og rydde ud i de leverandører, der ikke er rustet til at levere personlig pleje og praktisk hjælp, mener formand for FOA Dennis Kristensen.
 
"Kommunernes udlicitering af ældreplejen til private har været det vilde vesten, hvor kommunerne har lavet udbud og valgt private leverandører i blinde med håb om en kontant besparelse. Aftalen rummer nogle af de punkter, vi har anbefalet i flere år, og tvinger kommunerne til at fokusere mere på kvalitet og mindre på prisen, når de vælger private leverandører af ældrepleje," siger han.
 
Blandt andet skal kommunerne stille større krav til de private leverandører, have mere fokus på kvaliteten og kan udelukke firmaer, som ikke har den fornødne faglige og økonomiske robusthed til at sikre kvaliteten af den pleje, de skal udføre.
 
Dennis Kristensen efterspørger dog mere konkrete udelukkelsesmuligheder.
 
"Vi kan se, at mange af konkurserne er sket, fordi kommunerne efter udbud har valgt leverandører, som har budt ind med helt urealistisk lave priser, som man ikke kan levere ordentlig ældrepleje til. Kommunerne burde skulle udelukke ekstraordinært lave priser," siger han.
 
Siden 2006 har der været mindst 49 større konkurser i private plejevirksomheder - 44 af dem efter den seneste ændring af reglerne i 2013, som gav kommunerne friere rammer til at sende hele områder af ældreplejen i udbud.
 
Den nye aftale stiller også krav om kommunernes beredskab ved konkurserne.
 
"Halvdelen af kommunerne har ikke formuleret et beredskab, der skal sikre borgerne den hjælp, de har brug for ved konkurser. Hver konkurs spreder utryghed hos borgerne og medarbejdere, så det er positivt, at regeringen nu tvinger kommunerne til både at kræve bankgarantier fra firmaerne og til at udarbejde beredskabsplaner," siger Dennis Kristensen.
 
Der er dog stadig en række problemer, der ikke bliver løst med aftalen, mener han.
 
"Medarbejderne står som taberne, når kommunerne ved konkurser ikke tør overtage de ansatte fra konkursramte firmaer. Det kan løses ved at Lønmodtagernes Garantifond lægger ud for eventuel gæld fra konkursboet til medarbejderne og den juridiske tvist tages mellem LG og kommunerne. Det burde aftalen indeholde, men i stedet sparkes problemet videre til Beskæftigelsesministeriet," siger Dennis Kristensen.