Pressemeddelelse

FOA til ministre: Se på erfaringerne med konkurrenceudsættelse

Regeringens mønsterkommune Gribskov har massive problemer med ældreplejen efter historiens største udbud af kommunale opgaver. Se på erfaringerne, inden I udsteder måltal om konkurrenceudsættelse, lyder opfordringen til ministre fra FOA.

Gribskov Kommune er gang på gang af erhvervslivet og regeringen blevet fremhævet som det gode eksempel, når det kommer til konkurrenceudsættelse. Over halvdelen af de opgaver, der kan konkurrenceudsættes, er konkurrenceudsat i kommunen.
 
Nu mærker de plejetrængende borgere i Gribskov konsekvenserne.
 
Tidligere på året kom det frem, at sygeplejen fra det private firma Attendo fejlede i sagen om Agnes Jensen, der døde efter fejlbehandling. Helt aktuelt har Ugeposten dokumenteret, at Attendo har faktureret kommunen for ydelser for over 13 millioner kroner blandt andet for pleje af borgere, der ikke længere er i live.
 
"Det viser i al sin tydelighed, at kvalitet og profit sjældent er en god kombination, når det drejer sig om velfærdsopgaver. Når de private leverandører skal sikre sorte tal på bundlinjen, og kommunerne sender områder i udbud og accepterer helt urealistisk lave priser, kan firmaerne enten snyde på vægtskålen, når de fakturerer eller levere dårligere kvalitet for at sikre overskud," siger formand for FOA Dennis Kristensen.
 
Under overskriften 'Alt for få opgaver bliver konkurrenceudsat' løftede regeringen i Børsen før jul lidt af sløret for et kommende udspil omkring konkurrenceudsættelse af offentlige kerneopgaver.
 
Her stod erhvervsminister Brian Mikkelsen, innovationsminister Sophie Løhde og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille sammen for at slå et slag for, at private virksomheder skal stå for en større del af den offentlige velfærd. Det skal ske med nye måltal for, hvor meget kommunerne skal konkurrenceudsætte.
 
"Erfaringerne fra tidligere taler sit eget tydelige sprog. Måltal kan være med til at øge konkurrenceudsættelsen i kommunerne," skrev ministrene.
 
"Det er meget svært at modsige. Tvang har det med at resultere i, at der bliver gjort, som der bliver sagt. Men der er altså andre erfaringer, man skal kigge på, inden flere opgaver konkurrenceudsættes," siger Dennis Kristensen.
 
"Der findes mindst 13.000 andre erfaringer, ministrene bør høre og tage med i overvejelserne, inden de sætter den danske velfærd på spil. Erfaringerne er fra hver af de borgere, der siden 2006 er blevet berørt af de 49 konkurser i private plejefirmaer. Borgere som pludselig står uden hjælp fra den ene dag til den anden. Eller erfaringerne fra de mindst 2.100 medarbejdere, der den ene dag havde et job og den næste dag intet," siger han.
 
Også fra kommunerne selv er der erfaringer at trække på.
 
"Ministrene kunne også passende lytte til kommunaldirektørerne, som administrerer kommunernes udbud og har ansvaret for kontrol og tilsyn med de private leverandører. De svarer i KLs egen undersøgelse, at mens der er kontante gevinster i at lade private tage sig af 'hårde' områder som park og vej, er gevinsterne af at konkurrenceudsætte velfærdsopgaverne meget mindre," siger Dennis Kristensen.
 
Se på kortet, hvor mange procent af opgaverne, der konkurrenceudsættes i de enkelte kommuner.