Pressemeddelelse

Konkurserne vælter ind over den private pleje

Borgere og medarbejdere lever i usikkerhed, når private plejefirmaer går konkurs på stribe. Det er på tide at gøre op med nuværende praksis ved udbud, mener formand for FOA Dennis Kristensen.

På én og samme dag er to private plejefirmaer gået konkurs. Det drejer sig om Din Flexible Service ApS, som leverer pleje og praktisk hjælp til borgere i seks kommuner i hovedstadsområdet og Pleje Plus ApS, som tidligere på måneden blev opsagt af Lolland Kommune efter tre advarsler.

 

”Det viser, at den private ældrepleje er et usikkert område – både for virksomhederne, borgerne og medarbejderne. Vi taler om konkurs nummer 48 og 49 siden 2006, men stadig er der ikke gjort nævneværdige forsøg politisk for at komme de mange konkurser til livs,” siger forbundsformand for FOA Dennis Kristensen.

 

Han opfordrer kommunerne til at kigge kritisk på leverandørerne, inden de skriver under på aftaler.

 

”Jeg undrer mig over, at kommunerne i flere tilfælde – også i det nuværende med Din Flexible Service – laver aftaler med søster- eller datterselskaber med samme ledelse efter en konkurs. Det betyder, at virksomhederne bare får lov at køre videre under et andet navn,” siger han.

 

Tidligere på måneden gik også DK-Pleje konkurs efter et stormvejr af skandaler og klager tidligere på året. Der er derfor et akut behov for at ændre den måde, kommunerne laver udbud på ældreområdet.

 

”Når kommunerne vægter prisen højere end kvaliteten, byder virksomhederne ind med priser, de ikke kan overleve på uden snyd eller kæmpe underskud,” siger Dennis Kristensen.

 

Kommunerne bør lære af de dårlige eksempler, mener han.

 

”Aalborg Kommune har lært deres lektie efter fem konkurser. Her vægter kvaliteten 70 procent, og der er dialog mellem kommunen, de private leverandører og FOA, inden området sendes i udbud,” siger han.

Samtidig skal der sættes helt overordnede krav op fra Christiansborg, mener Dennis Kristensen.

 

”Regeringens udvalg har nu siddet i måneder og diskuteret. Der er akut brug for ensartede krav til virksomhedernes økonomiske stabilitet og arbejdsklausuler,” siger han.